EU
Naalakkersuisut støtter Great Greenlands initiativ om kodemærkning
Great Greenlands initiativ med QR-Code mærkning på sælskindsprodukter støttes af Naalakkersuisut
Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Karl-Kristian Kruse (S), skal til en række møder med EU systemet for at støtte op omkring Great Greenlands initiativ med QR-Code mærkning på sælskindsprodukter, der skal præsenteres for EU i næste uge.
Det skriver selvstyret i en pressemeddelelse.
- Formålet med deltagelse i seminarer om Inuits sælfangst og ret til at sælge sælskindsprodukter i EU landene er at informere beslutningstagere og andre relevante parter om QR-kode initiativet, oplyser selvstyret.
Samtidig er det formålet at formidle viden om, at Inuit sælfangsten er lovligt og opfylder EU regulativet fra 2015 samt at fangsten sker ud fra bæredygtighedsprincippet.
QR-Koden vil kunne effektivt indikere, at sælskindsprodukter stammer fra Inuit fangst og overholder betingelserne for markedsføring i EU.
Under seminarerne laves der præsentationer fra Karl-Kristian Kruse, Great Greenland, EU Kommissionen, KNAPK, Naturinstituttet, NAMMCO samt WWF.