Naalakkersuisut lancerer strategi mod mobning

Naalakkersuisuts national strategi mod mobning, der dækker over både daginstitutioner, skoler og ungdomsuddannelser, er lanceret.

Offentliggjort

Et enigt Inatsisartut har under forårssamlingen i 2019 besluttet, at der skal udvikles en national strategi mod mobning, der skal gælde i både dagtilbud, skoler og ungdomsuddannelser.

Det daværende Naalakkersuisut igangsatte derefter arbejdet med at udvikle strategien i samarbejde med kommuner og andre interessenter, som arbejder med forebyggelse og bekæmpelse af mobning.

Nu er arbejdet færdig, og Naalakkersuisut kan nu lancere landets første nationale strategi mod mobning, som kan findes HER.

Baseret på nyeste forskning

- Strategien er baseret på den nyeste forskning indenfor mobning samt på undersøgelser om mobning blandt børn, unge og voksne foretaget her i landet. Strategien har fokus på antimobbende arbejde, som er et fælles samfundsmæssigt anliggende og ansvar, skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.

- Implementeringen skal starte fra august 2022, og skal vare i tre år. De første tre år skal anses som implementeringsperiode, hvor man efter anbefalinger skal opstarte de aktivitetstiltag, der tilsammen udgør en struktur og lokal forankring i de forskellige steder i Grønland, skriver Selvstyret.

Gensidig respekt og forståelse

Naalakkersuisut har godkendt udkast til den første nationale strategi mod mobning på et møde den 10. august.

- Vores vision er et samfund, hvor man lever i gensidig respekt samt forståelse for hinandens holdninger og forskelligheder. Det er vigtigt at sætte fokus på gode fællesskaber i samfundet.

- Derfor glæder vi os til den kommende implementering, samt de kommende konkrete tiltag der skal startes og forankres lokalt i hele landet, siger Naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, idræt og kirke, Peter Olsen og Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed Mimi Karlsen i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS