Naalakkersuisut har ingen planer om at ansætte cubanske læger
Inatsisartut-medlem Anna Wangenheim (D) har efterlyst rekruttering af cubanske læger for at løse personaleudfordringerne i sundhedsområdet. Men naalakkersuisut har ingen igangværende projekter, der udelukkende omhandler cubansk sundhedspersonale, fremgår det i et skriftligt svar.
Anna Wangenheim (D) igangsatte et rekrutteringsprojekt i forhold til at tiltrække cubansk sundhedspersonale, da hun var naalakkersuisoq for sundhed før det seneste valg.
Hun har derfor spurgt nuværende naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen, hvor langt det siddendenaalakkersuisut er kommet i projektet.
Kræver afklaring på flere områder
Mimi Karlsen svarer at det projekt ikke længere er i spil.
- Naalakkersuisut har ingen igangværende projekter, der udelukkende omhandler cubansk sundhedspersonale, fremgår det i et skriftligt svar til Anna Wangenheim.
Naalakkersuisoq for sundhed meddeler således, at der er en række forhold, der skal undersøges og afklares, før man kan rekruttere og ansætte sundhedspersonale fra andre lande end Norden.
- Det handler blandt andet om afklaring af de lovgivningsmæssige forhold vedrørende godkendelse af udenlandske uddannelser og autorisationer, sikring af det sproglige niveau for såvel tale og skriftlige arbejdssprog, journaliseringssprog, tolkning i Sundhedsvæsenet og de understøttende funktioner for de udenlandske medarbejdere med videre, skriver Mimi Karlsen.
Kræver integreringsarbejde
Derudover er der samfunds- og integrationsmæssige forhold, der er vigtige i forhold til at integrere udenlandsk sundhedspersonale ind i Det Grønlandske Sundhedsvæsen samt at
integrere deres familier i samfundet.
- Det handler for eksempel om skole- og dagtilbud til børn og jobmuligheder til ægtefæller. Disse forhold skal afklares, uanset hvor sundhedspersonalet kommer fra, påpeger Mimi Karlsen.
Inspiration fra Island
Hun tilføjer, at integrering af engelsktalende personale forudsætter, at der kan ansættes tolke, der kan tolke mellem engelsk og grønlandsk og mellem engelsk og dansk.
- Sundhedsvæsenets tolke arbejder i dag på grønlandsk/dansk. Det kan bemærkes, at Departementet for Sundhed, i samarbejde med sundhedsvæsenet, undersøger hvilke løsninger, der anvendes i Island til at tiltrække og integrere sundhedspersonale fra lande udenfor norden, til inspiration for eventuelle fremtidige løsninger.
- Naalakkersuisut er åbne for at indgå i en dialog om, hvordan sundhedsvæsenet i
fremtiden kan bemandes med sundhedspersonale fra udlandet, lyder det fra Mimi Karlsen.
Læs også: Ansæt nu de cubanske læger