Naalakkersuisut har fastsat TAC for 2022

Naalakkersuisut har valgt at forhøje kvoten på stenbider, mens TAC for torsk og kammuslinger forbliver den samme som 2021.

Offentliggjort

De kystnære fiskere kan nu få et overblik over, hvor meget de må fiske i 2022.

Naalakkersuisut har valgt at forhøje TAC på stenbidere med 246 tons. De understreger, at TAC følger forvaltningsplanen, og at stenbiderfiskeriet er MSC-certificeret som bæredygtigt.

- Naalakkersuisut vedtog, at TAC´en for stenbidere i 2022 fastsættes i overensstemmelse med rådgivningen til 1.475,5 tons, og at TAC for stenbidere fordeles ud til forvaltningsområderne i henhold til fordelingsnøglen, det skriver Naalakkersuisut på deres hjemmeside.

I 2021 var TAC’en på 1.229,4 tons, og tal fra kvoteoptag i Grønlands Fiskerilicenskontrol viser, at der er blevet fisket 1.136 tons stenbidere.

TAC for kystnær torsk vil være på 21.000 tons, hvoraf 1.000 tons kan fiskes og indhandles af fritidsfiskere med licens. TAC’en forbliver den samme som i 2021.

I 2021 var der blevet fanget 13.398 tons torsk både i Øst og Vestgrønland. Det er 304 tons mere end TAC.

TAC på rejer også fastsat

Naalakkersuisut har også fastsat TAC’en på rejer. Kvoten er på 115.000 tons rejer for Vestgrønland i 2022. Kvoten er uændret i forhold til 2021. Mens Østgrønland får 6.850 tons rejer, hvor rådgivningen er på 3.000 tons i området.

- I henhold til de vejledende kvoter i Fiskeripartnerskabsaftalen med EU, afsættes der en kvote på 2.600 tons af den fastsatte TAC for 2022 i Vestgrønland og 4.850 tons af den fastsatte TAC for 2022 i Østgrønland til EU. Dette er tilsvarende den mængde, der blev afsat til EU i henhold til Fiskeripartnerskabsaftalen i 2021. Det skriver Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Naalakkersuisut har også reserveret 1.223 tons til Canada.

Se TAC her.

Powered by Labrador CMS