Befolkning
Naalakkersuisut: Grønland skal udvikle sig som en helhed
Det siger naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut forud for konference om udvikling af mindre bosteder
En konference om udvikling af mindre bosteder, som Naalakkersuisut står bag, bliver afholdt fredag til søndag i denne uge i Ilulissat.
Der vil være deltagere fra hvert bosted i Grønland. De skal under konferencen diskutere ’det gode liv’ og i workshops fokusere på fremtidige initiativer.
I programmet til konferencen er der oplæg til debatter om for eksempel ’Grønlands økonomi’, ’visioner for de mindre bosteder’, ’erhverv og levende ressourcer’, ’social, sundhed og miljø’ og ’ uddannelse og arbejdsmarked’.
Programmet er udarbejdet i samarbejde mellem Naalakkersuisut, Kanunupe og Kanukoka.
- Naalakkersuisut ønsker, at Grønland skal udvikle sig som en helhed, og denne udvikling skal ske i dialog med kommuner og bygder, skriver naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut, der arrangerer konferencen på vegne af Naalakkersuisut.
- Det er vigtigt for Naalakkersuisut at høre borgerne i de mindre bosteder og yderdistrikter om deres visioner og mål for fremtiden. Jeg ser frem til at høre om de udfordringer de mindre bosteder og yderdistrikter står overfor og ser frem til de konkrete tiltag og initiativer, konferencen vil munde ud i.
Se programmet - på dansk eller grønlandsk - via filerne til højre for artiklen