Naalakkersuisut: Bekostelig norsk model kæmper forgæves mod urbanisering

Selvom Norge bruger store summer på at modvirke affolkning, forsinker de norske tiltag kun urbaniseringen, vurderer Naalakkersuisut.

Indbyggertallet vokser år efter år i Nuuk uden at Grønlands samlede befolkning vokser tilsvarende.
Offentliggjort

En folkevandring er i gang verden over, hvor borgere søger mod de store byer. Grønland er ingen undtagelse, da tallene viser, at borgere i stor stil søger mod byerne og Nuuk.

Kan denne udvikling stoppes?

Naalakkersuisut har kigget på erfaringer fra Norge, hvor man har forsøgt sig med direkte økonomiske incitamenter for at modvirke affolkning og gøre det mere attraktivt at bo i det nordlige Norge.

Konklusionen er dog nedslående i det perspektiv, at det på trods af betydelige udgifter har været svært for Norge at modvirke urbaniseringen.

Midlertidig effekt

Det skriver Naalakkersuisut i en nylig offentliggjort redegørelse, som er udarbejdet i Departementet for Finanser og Ligestilling.

Konklusionen lyder, at de igangsatte tiltag i Norge i "bedste fald kun har haft midlertidig effekt og ikke har kunnet modvirke tendensen med urbanisering."

Nedenstående graf viser udviklingen i bosætningen her i landet. Den blå kurve er udviklingen i hovedstaden:

Norge bruger store summer på forskellige direkte økonomiske støtteordninger, der skal få folk til enten at blive eller flytte til eksempelvis det nordlige Norge. En af ordningerne, kaldet Finnmarksordningen, koster således omkring 800 mio. kr. årligt.

Ordningen gælder i et område med omkring 94.000 borgere, og området har mistet 1.200 indbyggere gennem de sidste 30 år, hvor ordningen har været gældende, mens befolkningen er vokset i resten af Norge.

Ordningen giver blandt andet lavere skattesatser, nedskrivning af studielån og fritagelse fra elafgifter, og det har været diskuteret i Inatsisartut at indføre en lignende ordning her i landet.

I redegørelsen anslår Naalakkersuisut, at en lignende ordning ville koste 200 mio. kr. at indføre her landet, hvis den skal omfatte de bosteder, hvor der er befolkningstilbagegang. Det drejer sig om 67 bosteder med i alt 20.990 indbyggere svarende til 37 procent af befolkningen.

Naalakkersuisut: Ikke en varig løsning

Men Naalakkersuisut er ikke postitiv, efter at have kigget på en norsk evaluering af ordningen fra 2022:

- Naalakkersuisuts konklusion er, at der desværre ikke i den nordnorske model findes konkrete værktøjer, der kan tilvejebringe en varig løsning for affolkning af vores mindre lokalsamfund, skriver nu tidligere naalakkersuisoq for finanser, Naaja H. Nathanielsen (IA) i redegørelsen.

Hun henviser i stedet til, at Naalakkersuisut har igangsat en undersøgelse af, hvilke faktorer der har betydning for befolkningen i de mindre bosteder, når de overvejer, om de skal fraflytte eller blive boende. Undersøgelsen forventes færdig i 2024.

Powered by Labrador CMS