Myter om bloktilskud skaber ondt blod

Hvem får mest ud af fællesskabet: Danmark eller Grønland. Ifølge dansk direktør er det på tide at gøre op med falske myter

Bloktilskuddet var ikke til diskussion, da Helle Thorning Schmidt besøgte Grønland denne sommer. Nu vil dansk direktør udrydde »falske myter«
Offentliggjort

Massive misforståelser og myter om det årlige bloktilskud har været med til at sætte ondt blod mellem grønlændere og danskere.

Det mener direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab, Klaus Carsten Pedersen.

I denne uges AG forklarer han sin pointe:

- Nogle grønlændere føler sig snydt. De lever i den vildfarelse, at det er danskerne, som tjener på grønlænderne. Sandheden er, at Grønland får et kæmpe tilskud, som ryger direkte til landskassen uden nogen form for betingelser, siger han.

Ifølge Klaus Carsten Pedersen er der ingen mellemregninger.

- Bloktilskuddet kommer fuldt ud Grønland til gode. Det er en misforståelse, at Danmark optjener en kontant-rabat i milliardklassen i Nato som en slags kompensation for USAs militære tilstedeværelse i Grønland. Intet indikerer, at amerikanerne nogensinde har betalt leje for Thule Air Base. Det kan heller ikke sandsynliggøres, at Danmark betaler mindre til Nato end andre medlemslande, siger direktøren i Det Udenrigspolitiske Selskab, som opgør værdien af bloktilskuddet til at være på cirka fire milliarder kroner - inklusiv statens udgifter til overvågning af grønlandsk farvand.

Det Udenrigspolitiske Selskab har kronprins Frederik som protektor og tæller flere tidligere udenrigsministre i bestyrelsen, bl.a. Uffe Ellemann Jensen og Mogens Lykketoft.

Læs hele interviewet med Klaus Carsten Pedersen i denne uges AG:

Powered by Labrador CMS