Munck samler ind til børnehjemsbørn

Børnene på børnehjemmet Sarliaq i Ilulissat får specielle julegaver i år. De er doneret af Munck Gruppen, som har samlet ind blandt medarbejderne.

Der er blevet købt jog leveret julegaver til børnene på børnehjemmet Sarliaq fra Munck Gruppens medarbejdere.
Offentliggjort

Børnehjemmet i Ilulissat Sarliaq har i julemåneden modtaget bidrag fra erhvervsdrivende, private og organisationer, som alle ønsker at gøre børnenes jul en smule nemmere på trods af, at den ikke holdes hos familien, sådan som de fleste børn ellers gør.

Senest har Munck Gruppens medarbejdere samlet ind til julegaver og fået bidrag fra virksomheden, så der er købt gaver for cirka 500 kroner til alle børnene på børnehjemmet ud fra en liste med alder og køn på børnene.

Og det varmer, fortæller forstander på børnehjemmet, Jens Ole Nathanielsen til Sermitsiaq.AG

- Langt de fleste af vores børn bliver her og holder jul. Og julen kan være ekstra hård, fordi de ikke bor hos deres forældre, siger han.

Mange bidrager

Men det er ikke bare Munck Gruppens medarbejdere, der bidrager til julehyggen, fortæller forstanderen.

Julegaverne fra Munck Gruppen blev leveret af frivillige den 22. december

- Tidligere på måneden holdt vi julefrokost for børnene med musik og god mad på Brasserie Icecap.

Julefrokosten blev til på initiativ af Claus S. Steffensen fra Brasserie Icecap, som stod for arrangementet.

Det var med donationer fra Lions Club, Brugseni og Pisiffik og Carlsberg, at det blev muligt at holde en hyggelig julefrokost for børnene, fortæller forstanderen.

- Jeg vil gerne sende en stor tak til alle dem bidrager til julearrangementer og gaver. Det betyder rigtigt meget for børnene, siger Jens Ole Nathanielsen, som fortæller, at børnehjemmet også oplever, at private kommer forbi med donationer op til jul.

Julegaverne fra Munck er ikke pakket ud endnu. Dem får børnene traditionen tro på juleaften.

Powered by Labrador CMS