Mulig svindelsag får konsekvenser for direktør og chef i Forsvarsministeriet
Lørdag aflyste forsvarsminister Trine Bramsen sin rejse til Grønland på grund af sagen. Nu får den de første konsekvenser.
I sagen om manglende kontrol og svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fritages direktøren i styrelsen for tjeneste. Og der kommer en kulegravning af indkøb på hele Forsvarets område.
Det oplyser Forsvarsministeriet.
Desuden fritages en chef i departementet. Vedkommende vil blive overført til anden tjeneste. Det drejer sig om en koncernstyringsdirektør i departementet.
- Det er helt afgørende, at der er tillid til, at pengene bruges ordentligt. Snyd og svindel kan under ingen omstændigheder tolereres. Derfor tager jeg svindel i Forsvaret meget alvorligt, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) på et pressemøde.
- Vi skal gøre alt for at sikre, at lignende sager ikke opstår hverken i Forsvarets Ejendomsstyrelse eller andre steder, siger hun.
Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, har over for Trine Bramsen i en redegørelse understreget, at han burde have informeret ministeren om sagen tidligere.
Han er den øverste ansatte og administrative leder på ministerområdet. Og han fungerer som rådgiver for forsvarsministeren.
- Jeg må på baggrund af redegørelsen konkludere, at du burde have været informeret om sagen væsentligt tidligere, end det rent faktisk skete, skriver Ahrenkiel til ministeren.
- Du blev således først den 4. december 2019 om aftenen orienteret om en sag, som du rettelig burde have været orienteret om i forbindelse med, at du tiltrådte som forsvarsminister.
- Og som din forgænger burde have været orienteret om, allerede da Rigsrevisionen i april 2019 orienterede departementet om, at der var modtaget en henvendelse fra en whistleblower.
- Det er utvivlsomt, at der er tale om en fejl fra departementets side, skriver Ahrenkiel.
Direktøren i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Hans J. Høyer, fik for få uger siden forlænget sin kontrakt med fire år. Det har styrelsen bekræftet over for Altinget.
- Jeg har ikke længere tillid til direktøren i ejendomsstyrelsen. Han er fritaget for tjeneste. Og der vil blive udnævnt en ny direktør snarest, siger Bramsen.
Sagen så dagens lys i sidste uge. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fik fredag hård kritik. Både fra Statsrevisorerne og Rigsrevisionen.
Derfor aflyste Bramsen sit ellers planlagte besøg mandag og tirsdag i Grønland i denne uge for at få klarhed i sagen.