Mugabes afløser indsat som Zimbabwes leder

Emmerson Mnangagwa har lovet, at han som Zimbabwes leder vil stå for et nyt demokrati.

Offentliggjort

75-årige Emmerson Mnangagwa er ved en ceremoni i Harare taget i ed som Zimbabwes præsident.

Det er sket på et stadion, der er pakket med mange tusinde tilhængere.

Han afløser landets leder gennem 37 år, Robert Mugabe, der var under voldsom pres fra militæret og det regerende parti for at træde tilbage.

Mnangagwa var Mugabes mangeårige allierede og vicepræsident, inden den 93-årige leder tidligere på måneden blev afsat.

Oppositionen støttede opgøret med Mugabe, og der er håb om, at indsættelsen af Mnangagwa varsler en demokratisk og mere åben kurs.

Mnangagwa har som Mugabe deltaget i befrielseskrigen i 1970'erne mod det daværende hvide styre. Dengang hed landet Rhodesia.

- Folket har talt. Folkets stemme er Guds stemme, sagde han en tale onsdag, efter han var vendt tilbage fra Sydafrika. Her havde han holdt sig skjult for Mugabe-familien.

- I dag er vi vidner til begyndelsen på et nyt demokrati, der folder sig ud, lød det fra Mnangagwa

Powered by Labrador CMS