Mor vil ikke vidne
Kunuunnguaq Korneliussens mor benytter sin ret til ikke at vidne mod sin søn i Nutaarmiut-retssagen
Først var det sønnen, og nu er det moren. Både Kunuunnguaq Korneliussen og hans mor vil ikke vidne i den verserende retssag i Ilulissat, hvor de tre drab og fire drabsforsøg bliver behandlet i Hotel Arctics konferencelokale.
Hvorfor?
”Du har ret til ikke at udtale dig på grund af din nære relation til den anklagede i sagen”. Det var det forløsende ord, som afgjorde Korneliussens mors beslutning om ikke at udtale sig. Hvad anklagemyndigheden havde tænkt sig at få ud af morens vidneforklaring er nu ikke til at vide, men i en tidligere udtalelse fra hende til AG har hun sagt følgende:
”Hans handlinger har påført os ufattelig smerte. Den lille pige var som mit eget barnebarn, og hendes mor var som en datter for os, dem har vi mistet for evigt. Men jeg har været nødt til at acceptere hans ufattelige gerninger og tilgive ham for det, han har gjort”.
Spørgsmålet ”hvorfor” blafrer stadig i luften, og muligheden for at få svar på det ser ikke ud til at komme, medmindre Kunuunnguaq Korneliussen skifter mening inden anklagemyndighedens og forsvarerens procedure torsdag.
Efter planen afsiger retten dom i morgen torsdag.