Mittarfeqarfiits fremtid afgjort - vandkraft-forslag også godkendt
Lufthavnsselskabet Mittarfeqarfiit vil blive omdannet til et aktieselskab og indskudt i Kalaallit Airports. Det har Inatsisartut godkendt tirsdag. Politikerne har ligeledes godkendt en lov, der gør det muligt for Naalakkersuisut at hente finansiering til nye vandkraftværker i Danmark.
Tirsdag har Inatsisartut godkendt et lovforslag, der sætter rettesnoren for Mittarfeqarfiits fremtid. Selskabet kan nu se frem til at blive omdannet til et aktieselskab og en del af Kalaallit Airports-koncernen (KAIR).
Manøvren sker i forbindelse med opførelsen af de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat samt Qaqortoq. Disse lufthavne skal ejes og drives af KAIR, og det vil efterlade et stort hul i kassen hos Mittarfeqarfiit.
Sammenlægningen med KAIR sker også for at sikre, at de to selskaber ikke vil begynde at konkurrere om den samme arbejdskraft, og at alle lufthavne og heliporte således drives af samme koncern.
For fremtiden vil Mittarfeqarfiit skulle have en professionel bestyrelse og en servicekontrakt, der ingåes med Selvstyret som betaling for at drive lufthavne og heliporte her i landet. Hidtil er driften hovedsageligt sket, ved at Mittarfeqarfiit har taget overskuddet fra driften af lufthavnene i Nuuk og Kangerlussuaq og brugt det til at drive de øvrige lufthavne og heliporte.
Naleraq imod: For dyrt
Pele Broberg fra Naleraq tog som den eneste politiker ordet i forbindelse med tredjebehandlingen af forslaget. Naleraq har været imod forslaget, da de mener, at det ser ud til at blive markant dyrere end forudset at drive Mittarfeqarfiit, når de nye ludthavne tages i brug om få år.
- Når vi ser lidt tilbage var det planen, at vi skal bruge 35 millioner kroner årligt til servicekontrakt til Mittarfeqarfiit, men den serviceaftale, der er i loven er på 105 millioner kroner. Det er tre gange mere, lød det fra Broberg.
Departement for Infrastruktur har tidligere oplyst, at der i beregningerne om den nye servicekontrakt også er indregnet et beløb, så Mittarfeqarfiit kan indhente et stort vedligeholdelsesefterslæb på landets øvrige heliporte og lufthavne.
Trods Brobergs protester vedtog et flertal på 26 mod 3 lovforslaget.
Naalakkersuisut kan arbejde videre med vandkraft-finansiering
På dagsorden var ligeledes et forslag vedrørende udvidelsen af vandkraftkapaciteten her i landet med udvidelse af værket ved Buksefjorden samt opførelse af et nyt værk, der skal forsyne Aasiaat og Qasiannguit.
Lovforslaget skal gøre det muligt for Naalakkersuisut at hente finansiering til projekterne fra den danske stat samt blåstemple, at prisen bliver op mod 1,5 milliarder kroner højere end forventet - nemlig mellem 3,8 og 4,6 milliarder kroner.
Det forslag blev godkendt 26 stemmer for og ingen imod.