Indbrudstyve
Mistænkelig adfærd afslørede to indbrudstyve
Politiet i Ilulissat fik natten til søndag en anmeldelse om indbrud i Pilersuisoq i Oqaatsut. Politiet kom på spor af de mistænkte på grund af en årvågen borger, der fandt personernes adfærd mistænkelig.
Efterfølgende kunne politiet i Ilulissat anholde og sigte to mænd for indbrud i Pilersuisoq, Oqaatsut. De blev anholdt, mens de festede og indtog alkohol, som antages at stamme fra indbruddet, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Sigtet for brugstyveri
De to mænd er blevet sigtet for brugstyveri af jollen, som de benyttede til transport til og fra Oqaatsut, og indbrud. De kan se frem til at blive anbragt i anstalten for domfældte, samt at skulle betale for de ødelæggelser de har forsaget, hvis de kendes skyldige i kredsretten.
Begge mænd erkender sig skyldige og er kendt af politiet i forvejen.
- Det er rigtig positivt, at befolkningen i byerne og bygderne står sammen om at anmelde disse forbrydelser, hvor unge mennesker stjæler joller og begår indbrud og hærværk i bygderne. Indbrud og hærværk har i sagens natur alvorlige konsekvenser for de forurettede. Yderligere er det vigtigt, at helt unge ikke lader sig lokke til at deltage i kriminalitet, da ens muligheder for job senere i livet bliver mindre, når man har pletter på sin straffeattest, oplyser politikommissær i Ilulissat Sebastian Bech.