misbrug
Misbrug koster Grønland millioner
En ny undersøgelse viser, at de direkte omkostninger på grund af misbrug koster Grønland op imod 333 millioner kroner årligt
En ny undersøgelse fra Departementet for Sundhed viser, at de samlede direkte omkostninger på grund af misbrug ligger på mellem 267 og 333 millioner kroner årligt, hvilket svarer til mellem 1,93 procent og 2,42 procent af Grønlands bruttonationalprodukt.
Læs: Søfartsskole slår hårdt ned på hash
Sociale arv
- Undersøgelsen understreger, hvor vigtigt det er, at vi satser på børnene og på at bryde den negative sociale arv gennem den tidlige indsats over for familier. Og undersøgelsen bekræfter også behovet for at skabe et styrket og sammenhængende tilbud om misbrugsbehandling, der tager udgangspunkt i den enkelte families behov. Sådan et tilbud vil jeg arbejde for at realisere, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen, i en pressemeddelelse.
Kun direkte omkostninger
Omkostningerne i forbindelse med misbrug er gjort op på baggrund af udgifter på sundheds- og socialområdet, samt omkostninger i forbindelse med løntab og omkostninger i forbindelse med kriminalitet.
Omvendt er indirekte og andre afledte omkostninger ikke taget med. Det gælder for eksempel konsekvenserne af manglende uddannelse på grund af en opvækst præget af misbrug.
Størst på socialområdet
Omkostningerne er størst på det sociale område, hvor de udgør mellem 70 og 83 millioner kroner årligt til blandt andet anbringelser af børn, og hvor det produktionstab, der er forbundet med misbrug, tegner sig for mellem 102 og 153 millioner kroner årligt.
Misbrug koster også sundhedsvæsenet, politiet og retsvæsenet dyrt.
Læs: Børn ned til 11 år ryger hash