MIO vil vide hvor mange børn der har det svært
Der er behov for at finde ud af, hvor mange børn og unge, der mistrives psykisk. MIO anbefaler også, at der laves et overblik over tilgængelige indsatser for børn og unge, der mistrives.
MIO har efter at have fået klarlagt barrierer for tilgængeligheden om psykisk hjælp til børn og unge udarbejdet en række anbefalinger til Selvstyret og kommunerne.
Børnerettighedsinstitutionen fremhæver særligt to anbefalinger:
- Skab et fuldt dækkende og systematisk overblik over tilgængelige indsatser til børn og unge i psykisk mistrivsel.
- Kortlæg hvor mange børn og unge, som er i psykisk mistrivsel.
MIO får mange henvendelser fra borgere. I 2020 har MIO haft 598 henvendelser fra borgere, viser børnerettighedsinstitutionens årsrapport. Mange af henvendelserne drejer sig om børn og unge i psykisk mistrivsel, og hvor børn og unge ikke får den nødvendige psykiske hjælp, som de har ret til.
Tal fra en undersøgelse foretaget i 2009 viser, at 25 procent af piger og 15 procent af drenge har mindst to psykiske mistrivselsproblemer. Det kan være mobning, fysisk afstraffelse, alkoholmisbrug i hjemmet eller seksuelle overgreb. MIO anbefaler at tallene bliver opdateret, og samtidig kortlægger tilgængelige indsatser for målgruppen.
Markant politisk fokus
VIVE’s rapport ”Børn og unge til psykisk hjælp”, som MIO har bestilt, blev offentliggjort i går. Interviewpersoner, som har deltaget i forbindelse med undersøgelsen blandt andet peger på barrierer som mangel på sagsbehandlere og personalemangel i indsatser.
MIO anbefaler i et led af rapporten, at selvstyret og kommunerne bør have større politisk fokus for at sikre psykisk hjælp til børn og unge.
Blandt andet anbefaler MIO selvstyret til at spørge børn og unge direkte om, hvilken hjælp de ønsker, og generelt inddrage befolkningen i arbejdet.
Kommunerne anbefales at sætte fokus på opsøgende hjælp til børn og unge, da det er svært at bede om hjælp. Fokus på kompetence hos professionelle og sikre, at kommunernes kriseberedskab fungerer og er opdateret.
Generelt anbefaler børnerettighedsinstitutionen, at der skal en aftabuisering af psykisk mistrivsel blandt børn og unge.
- Aftabuiser fordomme om psykisk mistrivsel. Der bør skelnes mellem retten til professionel psykologisk hjælp og rådgivning, som alle børn og unge har ret til – og så den form for psykisk hjælp, vi på mellemmenneskeligt plan kan give hinanden face to face: Nærvær, lytte og værdsætte hinanden, skriver MIO i sin anbefaling.