MIO udgiver plakat med et klart budskab

Med opfordring om at respektere alle mennesker udgiver børnerettighedsorganisationen MIO plakat med budskab om, at alle mennesker er værdifulde.

Offentliggjort

- Du må være præcis som du er.

Sådan lyder MIO's budskab, som udgives som plakat til børn og voksne med en opfordring om at respektere alle mennesker, uanset race, køn, seksualitet, sprog, udseende, politisk holdning, handicap eller oprindelse.

- Uanset hvem du er, hvilke følelser du har og hvordan du ser ud, er du noget værd. Men virkeligheden i Grønland er, at der foregår meget mobning og nedgørelse af medmennesker, fordi de ikke er som en selv eller af andre grunde. Det betyder efterfølgende, at der er børn og unge som ikke føler de er noget værd, skriver børnerettighedsorganisationen i en pressemeddelelse.

Opfordring til forældre

Formålet er at opfordre voksne til at tage ansvar for at lære børn, at alle mennesker er værdifulde.

FN’s Børnekonventionens artikel to, siger at alle børn har lige rettigheder, uanset barnets, forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller anden anskuelse, social oprindelse eller handikap.

- Det er vi voksne som er ansvarlige for at opfylde børns rettigheder og være rollemodeller for dem. Mange voksne glemmer i deres adfærd at de ubevidst eller bevidst lærer børnene, at det at dømme andre er ok, selvom alle har lige rettigheder. Jeg opfordrer derfor alle voksne til at tage ansvar for at sørge for, at alle føler sig accepterede - uanset hvem de er, siger børnetalsmand Aviâja Egede Lynge i pressemeddelelsen.

Hæng plakaten op i hjemmet

Hun opfordrer voksne til at hænge denne plakat op hjemme, på arbejdet, i skolerne og andre steder.

- Plakaten i sig selv er ikke en løsning, men den kan minde os om vores lige ret til, at være dem vi er og den kan bruges til, at drøfte hvilken opførsel der er acceptabel eller ikke, lyder det fra MIO.

Plakaten sendes ud til skoler, institutioner og interessenter, og kan også fås gratis ved at henvende sig til MIO.

Powered by Labrador CMS