Minister vil lade lufthavne og havne skyde droner ned

Myndigheder og virksomheder skal have mulighed for at sætte ind over for droner ved kritisk infrastruktur.

Droner har tidligere forstyrret flytrafikken i lufthavne. Nu vil transportminister gøre det muligt for blandt andet lufthavne at håndtere droner. (Arkivfoto).
Offentliggjort

Når droner forstyrrer flytrafikken, eller når ukendte droner flyver rundt på en havn, skal det i fremtiden være muligt at skyde dem ned, hvis man vurderer, at de kan udgøre en trussel.

Det mener transportminister Thomas Danielsen (V), som netop har sendt et nyt lovforslag i høring.

- For mange danskere er en drone et legetøj, men vi står også i en sikkerhedspolitisk alvorlig situation, hvor vi kan se, at droner bliver brugt mere og mere aktivt, siger ministeren til DR.

Konkret skal lovforslaget gøre det lovligt for visse offentlige myndigheder og "infrastrukturforvaltere" at neutralisere droner i områder, der er udpeget som geografiske dronezoner.

De geografiske dronezoner er områder, hvor man skal søge om tilladelse på forhånd, hvis man ønsker at flyve med drone.

Transportministeriet oplyser til Ritzau, at de pågældende myndigheder og infrastrukturforvaltere får mulighed for at skyde alle droner ned, som enten opererer ulovligt, eller hvor dronen bruges til kriminelle formål.

Man skal også leve op til nogle bestemte krav, så man sikrer, at neutraliseringen af dronerne sker på forsvarlig vis, lyder det.

Det fremgår dog ikke, hos hvem opgaven med nedskydning konkret skal placeres.

Trafikstyrelsen har tidligere gjort opmærksom på, at der sidste år var en stor stigning i antallet af registrerede hændelser, hvor droner fløj for højt eller for tæt på lufthavne.

I januar fik politiet flere dage i træk anmeldelser om, at der fløj droner rundt i Køge - særligt ved Køge Marina.

Dengang vidste politiet ikke, hvem der stod bag. Det er ifølge DR stadig uklart.

I 2023 oplyste Nordjyllands Politi, at det havde været nødvendigt at lukke luftrummet over Aalborg Lufthavn flere gange grundet ulovlig droneflyvning.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS