Minister om grundstødning: Vurderer løbende beredskabet til søs
Forsvarsminister siger, at beredskabet til søs løbende vurderes. Udtalelsen kommer i forbindelse med Ocean Explorers grundstødning i Nordøstgrønland.
Mandag i sidste uge gik krydstogtskibet Ocean Explorer på grund i Nationalparken i Nordøstgrønland.
Episoden udstillede hvor langt væk hjælpen kan være, når uheldet er ude, idet Arktisk Kommandos nærmeste større enhed, inspektionsfartøjet Knud Rasmussen, befandt sig omkring 2.200 km væk.
Spørgsmålet om sikkerheden til søs er et dansk ansvarsområde, og Sermitsiaq.AG har spurgt forsvarsminister Troels Lund Poulsen, om han på baggrund af episoden vil sætte gang i tiltag eller prioritere flere skibe til farvandene ved Grønland.
Har løbende kontakt til Naalakkersuisut
Ministeren svarer ikke direkte på spørgsmålet, men oplyser i et skriftligt svar, at han løbende har kontakt til Naalakkersuisut om Forsvarets rolle og opgaveløsning i og omkring Grønland.
Han understreger også, at Arktisk Kommando har fulgt situationen omkring det grundstødte skib tæt, og at beredskabet skal ses på løbende i takt med, at krydstogtturismen vokser:
- Forsvaret har som bekendt det primære ansvar, såfremt der måtte opstå fare for menneskeliv eller havmiljøet.
- Det beredskab skal vi selvsagt se løbende på i takt med at krydstogtsturismen er stigende, og jeg er bekendt med, at der er debat i Grønland om omfanget af krydstogtsturisme, udtaler forsvarsministeren.
Grundstødning på dagsordenen på Island
Ministeren henviser her til de kontante reaktioner fra Naalakkersuisut, som har varslet, at reglerne for krydstogtskibes sejlads her i landet skal have et eftersyn og formentlig strammes gevaldigt op.
Arktisk Kommando har tidligere oplyst til Sermitsiaq.AG, at man vil evaluere nøje på episoden med grundstødningen. Samme melding kommer fra foreningen af ekspeditionskrydstogtoperatører i Arktis, AECO. Her fortæller vicedirektør i Anders la Cour Vahl, at episoden allerede har været drøftet blandt på et møde i Island:
- Redningstjenester og operatører, der indgår i det arktiske samarbejde om søsikkerhed og SAR, ARCSAR, holdt møde denne uge på Island og havde blandt andet denne hændelse på dagsordenen med fokus på, hvad der kan læres fra den, lyder det fra Anders la Cour Vahl.
Ocean Explorer blev torsdag i sidste uge trukket fri af Naturinstituttets forskningsskib, Tarajoq.