Minister møder gerne CIA-udvalg

Mistanken om, at CIA-fly har landet i Grønland og i Danmark med fanger, fører nu til, at transportminister Flemming Hansen, Det Konservative Folkeparti, skal afhøres af det særlige udvalg, som Europaparlamentet har nedsat vedrørende den amerikanske efterretningstjeneste, CIA.

Offentliggjort

Ministeren vil gerne tage imod en invitation fra udvalget, som han ikke er tvunget til at møde op i.

- Hvis jeg bliver bedt om at komme, så kommer jeg derned. Det har jeg sagt til dem, sagde ministeren torsdag til Ritzau.CIA-udvalget i Europaparlamentet besluttede tidligere i denne uge at sende en indkaldelse til Flemming Hansen, som vil modtage den i næste uge.

Oppositionen i Folketinget har stillet et beslutningsforslag om at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal komme til bunds i anklagerne.

Det er tidligere kommet frem, at der siden 2001 har været otte landinger i danske lufthavne af fly, som sættes i forbindelse med CIA's påståede hemmelige fangeflyvninger.

Men nye oplysninger fra transportministeren viser, at der i samme periode har været yderligere 37 landinger og mere end 100 overflyvninger gennem dansk luftrum.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS