Minister: Klar dansk strategi bag kortlægning i Arktis

Danmark har en klar strategi for arbejdet med at kortlægge arktiske områder, fastslår videnskabsminister Helge Sander (V), der minder om, at alle lande skal overholde fælles spilleregler.

Offentliggjort

Selv om Rusland sætter flag ned på havbunden ved Nordpolen, ændrer det ikke ved, at alle lande skal overholde de samme spilleregler i striden om rettigheder til områder omkring Nordpolen. Det var en del af budskabet fra videnskabsminister Helge Sander (V), der tirsdag gjorde nærmere rede for Danmarks indsats på området.

Helge Sander påpeger, at indsatsen bygger på en klar strategi fra perioden 2004 til 2014.

- I 2004 og 2005 indledte vi med mindre undersøgelser, og i 2006 havde vi det første større eksperiment, siger Helge Sander.

Netop nu er et af hovedprojekterne undervejs, missionen Lomrog, hvor man ved hjælp af et svensk forskningsskib skal kortlægge områder nord for Grønland. Lomrog-missionen møder på fredag en russisk isbryder, der skal bane vej i det isfyldte farvand. Målingerne strækker sig knap en måned frem.

Senere venter en ny mission i 2009, hvor man vil begynde at afgrænse de områder, hvor man fra dansk side vil fremsætte krav. Endelig er der planlagt en sidste mission i 2011.

- Men der skal en række forudsætninger være afklaret inden, understreger Helge Sander.

Russerne vakte for nylig væsentlig opsigt med flagepisoden, der også har fået Canada til at sende premierministeren på rundtur i området. Selv USA reagerede, og dermed blev den omstændelige og videnskabelige kortlægning for en tid erstattet af storpolitisk strid.

Helge Sander minder dog om, at sagen primært handler om at indsamle data til FN's Sokkelkommission.

- Hvor grænserne skal gå, aftales mellem landene. Kan de ikke blive enige, skal sagen for domstolssystemet, siger ministeren.

Danmark, Rusland og Canada har frem til 2014 til at indsamle beviser på, at deres landområde i realiteten strækker sig længere ud end antaget. Fra dansk side samler interessen sig blandt andet om at knytte Grønlands sokkel til den såkaldte Lomonosov-ryg, der løber hen over polområdet mellem Grønland og Rusland. Russerne måler fra den modsatte side - og spørgsmålet bliver så, hvor grænsen skal gå - hvis altså man altså kan gøre krav gældende.

Ud over området nord for Grønland arbejder Danmark i projektet på at få godkendt fire andre nye områder: Et syd for Grønland, et øst for Grønland samt to ud for Færøerne ind under rigsfællesskabet.

Powered by Labrador CMS