pilluarit
Minik Rosing hædret som debattør
Professor i geologi Minik Rosing fik tirsdag Tøger Seidenfaden-prisen 2014. Han glæder sig over, at der nu er taget hul på debatten om forholdet mellem Grønland og Danmark
Minik Rosing har fået endnu en pris. Flere hundrede inviteret gæster var til stede, da Tøger Seidenfaden-prisen, som gives til mennesker, som er kommet i modvind på grund af deres holdninger og personlige integritet, tirsdag blev overrakt til professor Minik Rosing i Politikens Hus i København.
Det var enken efter Politikens tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden og medlem af prisens komité, journalist og redaktør Tine Eiby, som overrakte prisen.
- Det er vigtigt for os at sige, at det hverken er Minik Rosings indsats som en fremtrædende og original videnskabsmand eller hans store evner som formidler, han får prisen for, sagde Tine Eiby ved overrækkelsen.
- Vi giver Minik Tøger Seidenfaden-prisen i anerkendelse af den svære, men vigtige debat, han har taget hul på; om fremtiden for det dansk- grønlandske forhold set i lyset af den udvikling, Grønland står over for som en nation med store økonomiske udfordringer med en undergrund fuld af eftertragtede ressourcer og ombejlet af magtfulde, entreprenante interessenter, sagde Tine Eiby.
Læs: I dag modtager Minik Rosing fornem pris
Læs: Tøger Seidenfaden-prisen til Minik Rosing
Minik Rosing er glad for livlig debat
Og prismodtageren er glad for anerkendelsen og for at debatten nu er så livlig.
- Jeg er en glad mand. Ikke kun for prisen, men også for at debatten om forholdet mellem Grønland og Danmark nu er så livlig, sagde Minik Rosing til Sermitsiaq.AG efter overrækkelsen.
- Jeg kan bedst lide ideen om at udvikle forholdet. Vi må kunne finde styrker i hinanden og udnytte disse. Vi har trods alt et 300 års forhold bag os, sagde Minik Rosing, som sædvanligvis leverede underholdende indlæg om Hans Egedes herkomst til Grønland i sin takketale.
- Det må have været som i 50'rnes Brønderslev da rock 'n roll overtog hverdagen. Der var ikke sket noget nævneværdigt i rigtig mange år, andet end sagn- og mytefortællinger. Og pludselig kom de der fremmede, sagde Minik Rosing blandt andet i sin tale.
Tøger Seidenfaden-prisen blev stiftet af Politiken for at mindes Politikens tidligere chefredaktør af samme navn, der døde i 2011.