Fagbladet
Ingeniøren bragte i februar 2014 et interview med Grønlands første - og hidtil
eneste mineingeniør Qupanuk Olsen.
– Jeg vil eje min egen mine, lød overskriften.
Fagbladet
Ingeniøren bragte i februar 2014 et interview med Grønlands første - og hidtil
eneste mineingeniør Qupanuk Olsen.
– Jeg vil eje min egen mine, lød overskriften.
Qupanuk Olsen, valgt i marts til Inatsisartut for partiet Naleraq, er ikke den
eneste med en drøm om en mine, men det grønlandske råstofeventyr lader vente på
sig.
Hvorfor er der ikke flere miner, når Grønland har så rig en undergrund?
– Omkostningsniveauet ved minedrift i Grønland er høj på grund af vor
infrastruktur. Det er billigere at åbne miner andre steder, selv om der er
dokumenterede store forekomster af jern i Nuuk-fjorden og zink i
Citronen-fjorden. Men Grønlands tid skal nok komme, når knaphed på ressourcerne
får internationale råstofpriser og grønlandske omkostninger til at nærmer sig
hinanden. Jeg ser råstofferne i den grønlandske undergrund som en kapital for
fremtiden, siger Qupanuk Olsen til Sermitsiaq.
Samtidig peger hun på to andre barrierer:
– Lovgivningen er for stram, og administrationen har for lidt erfaring med praktisk
minedrift.
Og hun ved, hvad hun taler om, for hun var selv med til at behandle
efterforsknings- og udnyttelsestilladelser, da hun i 5 ½ år var afdelingschef
for teknik og tilsyn i Råstofstyrelsen.
– Jeg var som mineingeniør den eneste medarbejder med praktisk erfaring fra
mineindustrien. Det er en international branche, og vi burde tiltrække flere folk
fra udlandet. Med deres kendskab til arbejdet i en mineskakt kan vi opbygge en minekultur,
som Grønland ikke har i dag.
Qupanuk Olsen er næstformand i Erhvervs- og Råstofudvalget i Inatsisartut.
Vil du tage dine erfaringer som mineingeniør med ind i det politiske
arbejde?
– Ja, selvfølgelig. Det er vigtigt at have praktisk erfaring på alle niveauer,
siger Qupanuk Olsen.
Udvalget består foruden Qupanuk Olsen af formanden Mariane Paviasen Jensen, Inuit
Ataqatigiit, Hans Erik Enoksen, Demokraatit, og Lars Poulsen, Siumut.
0-tolerance i 2021
Qupanuk Olsens minedrøm for 11 år siden havde ifølge Ingeniøren to
omdrejningspunkter:
– Det ene er hendes tydelige fascination af minedrift, som
giver hende et behov for at udbrede viden og forståelse om minedrift. Det andet
er at bidrage til en voksende grønlandsk selvstændighed.
Med et snævert flertal genindførte Naleraq og Inuit Ataqatigiit 0-tolerancen
for uran som biprodukt på Inatsisartuts efterårssamling 2021. Siumut og
Demokraatit var stærkt imod genindførelsen, mens Atassut krævede en
folkeafstemning om uranbrydning i Grønland.
Lønmodtagerorganisationen SIKs formand Jess G. Berthelsen har lige siden talt
imod 0-tolerancen, som i første omgang ramte planerne for de mange
arbejdspladser i Kvanefjeldet ved Narsaq.
Hvad er din holdning til 0-tolerancen?
– Jeg har det fint med en brydning af uran som biprodukt, når det sker indenfor
alle miljømæssige grænser og internationale aftaler, som sikrer uran fra
Grønland til energiproduktion og ikke atomvåben, siger Qupanuk Olsen.
Står du i modsætning til dit parti?
– Jeg står på mål for en sikker minedrift. Jeg ønsker selvstændighed, og vi er
nødt til at skabe os en indkomst ud over fiskeri og turisme for at nå dette
mål. Jeg ser minedrift som et solidt potentiale for en selvbåren økonomi i et
selvstændigt Grønland, og så må vi lære at leve med konsekvenserne.