Storbritannien

Mindet om Diana lever endnu

Det er 20 år siden, prinsesse Diana blev dræbt. I disse dage vækkes historien om folkets prinsesse til live igen, og hendes sønner fortæller om deres tanker.

På torsdag 31. august er det 20-års-dagen for, at nyheden om dødsulykken i Paris ramte Storbritannien
Offentliggjort

Hun har været død i 20 år, prinsesse Diana, men hendes landsmænd slipper hende ikke.

På torsdag 31. august er det 20-års-dagen for, at nyheden om dødsulykken i Paris ramte Storbritannien som et lyn.

Da blev prinsesse Diana, eller folkets prinsesse, som hun blev kaldt, dræbt i en trafikulykke sammen med sin egyptiske kæreste og limousinens muligvis berusede chauffør.

Bilen kørte galt i en tunnel med en hale af pressefotografer på motorcykler efter sig.

Kun Dianas livvagt overlevede, men han blev hårdt kvæstet.

Der har igennem årene været spekulationer om, hvorvidt det nu også var en ulykke. Eller om nogen måske ville hindre, at den 36-årige Diana, skilt fra prins Charles, skulle finde mere permanent sammen med den egyptiske rigmand Dodi al-Fayed.

Det britiske kongehus blev kastet ud i sin værste krise i mands minde, og hele tragedien fylder nu 20 år senere igen de britiske medier.

Men denne gang bearbejdes sorgen. Begivenhederne sættes mere i perspektiv, fordi Dianas to sønner, prinserne William og Harry, nu er voksne mænd, der er begyndt at fortælle, hvad de tænkte og følte.

De var 15 og 12, da deres mor blev revet fra dem.

I et tv-program tidligere i år på ITV fortalte de, at de var knust. At de ikke ønskede at gå bag hendes båre ved begravelsen.

Harry fortalte, at han har været så ødelagt, at han søgte professionel hjælp. Han har også givet et interview til Newsweek, hvor han taler om at gå ved sin mors båre, mens hele verden ser på.

- Jeg mener ikke, at et barn under nogle omstændigheder skal blive bedt om at gøre det. Jeg tror ikke, at det ville være sket i dag.

Nu har den 35-årige William og 32-årige Harry talt om deres følelser, og det er ikke sikkert, at det sker igen.

- Efter 20 år mener Harry og jeg, at det er et passende tidspunkt at være lidt mere åben om vores mor, har William ifølge nyhedsbureauet AFP forklaret.

- Vi vil ikke tale åbent eller offentligt om hende igen.

I 2007, da det var ti år siden, at hun døde, foranstaltede brødrene en velgørenhedskoncert til hendes minde på Wembley. Det sker ikke i år, hvor der i stedet er plads til eftertanke.

De har fået lavet en statue af deres mor. Den er opstillet på den offentlige del af slottet Kensington Palace i London.

Samtidig forsøger William og Harry at fortsætte velgørenhedsarbejdet, som Diana var engageret i.

Hun førte kampagne mod miner og hjalp syge, herunder personer med hiv.

Harry arbejder nu med minerydning og udbredelse af test for hiv, mens William arbejder med at hjælpe hjemløse og syge børn.

Prins Harry har fortalt, at brødrene funderer over, hvad deres mor ville lave, hvis hun var i live i dag.

- Der er ikke en dag, hvor William og jeg ikke ønsker, at hun stadig var her. Vi spekulerer på, hvilken slags mor hun ville være, hvilken slags offentlig rolle, hun ville have, og hvilken forskel hun ville gøre.

Patrick Jephson, Dianas tidligere sekretær, siger til AFP, at den bedste arv fra Diana er hendes sønner.

- Vi ser mange af hendes egenskaber i dem - specielt hendes evne til at kombinere det kongelige med det mere folkelige.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS