Mimi Karlsen afviser Napaattooq-kritik

Mimi Karlsen skriver på Inatsisartuts hjemmeside, at politikeren Jens Napaattooq er kommet med en ukorrekt udtalelse vedrørende arbejdsmiljøet i Inatsisartutog hendes håndtering af sagen. Mimi Karlsen kalder det en berigtigelse afSermitsiaq.AG´s artikler, hvilket ikke er tilfældet.

Mimi Karlsen blev ved efterårssamlingens begyndelse valgt som formand for Inatsisartut.
Offentliggjort

I en række artikler den seneste tid har Sermitsiaq.AG afdækket interne skærmydsler og klager over dårligt arbejdsmiljø blandt medlemmerne af Inatsisartut.

Artiklerne har omhandlet både klager over larm i medlemmernes indkvartering, dårlig omgangstone blandt medlemmer i Inatsisartut samt problemer med børn på partigangene.

Afdækningen har torsdag affødt en pressemeddelelse fra formanden for Inatsisartut, Mimi Karlsen (IA), som ikke er vendt tilbage på Sermitsiaq.AG's anmodninger om interview om sagerne.

I pressemeddelelsen skriver formanden, at hun ikke kan kende de beskrevne forhold.

Ikke mediernes opgave at værne om inatsisartutmedlemmers anseelse

Hun kalder meddelelsen for en berigtigelse og mener ikke, at artiklerne er ”styrkende for det parlamentariske arbejde eller værner om anseelsen af medlemmerne af Inatsisartut”.

Webredaktør Merete Lindstrøm forsvarer afdækningen af problemerne i landets parlament:

- Det er ikke mediernes opgave at værne om inatsisartutmedlemmernes anseelse. Det er i bund og grund deres ansvar som folkevalgte at have en professionel fremtoning og opførsel, siger Merete Lindstrøm om sagen og fortsætter:

-Vi som medier afdækker forhold, som har offentlighedens interesse. Jeg mener, det har offentlighedens interesse, når vores folkevalgte politikere ikke kan enes, skaber dårlige arbejdsforhold, fester om natten under samlingen osv. Derfor vælger vi at bringe artiklerne.

Karlsen går i rette med Napaattooq

Sermitsiaq.AG har skriftlig dokumentation for de omtalte klager, samt skriftlig dokumentation for at der fra formandens side er blevet henstillet til god opførsel i boligerne efter klager over larm.

- Vi forsøger at få alle parters kommentarer i vores dækning, ligesom vi har kontaktet Mimi Karlsen for at få hendes kommentar til Jens Napaattooqs kritik af hende, forklarer Merete Lindstrøm.

I torsdagens pressemeddelelse skriver Mimi Karlsen, at en udtalelse fra Naleraq-politikeren Jens Napaattooq er usand:

- Det er ikke en korrekt udlægning af en konkret sag, der omhandler flere generelle klager over larm og det er naturligvis noget vi i fællesskab i Inatsisartut skal have fundet en fælles løsning på, hvorfor jeg ikke kan genkende den noget negative udlægning af sagen. Jeg kan af gode grunde heller ikke kommentere på enkeltsager, skriver Mimi Karlsen.

Kan ikke dømme

Udtalelsen Mimi Karlsen henviser til kommer altså fra Jens Napaattooq, der tidligere på ugen udtalte til Sermitsiaq.AG, at han under et møde med Mimi Karlsen blev bedt om at finde en ordning med sin søn:

- Da han ikke var velkommen længere på mit kontor, lød det fra Napaattooq, der også fortalte, at der ikke var embedsfolk til stede under mødet.

Merete Lindstrøm påpeger, at hvorvidt den ene part i en sag mener, at den anden part taler direkte usandt om en konkret situation, kan medierne vanskeligt gøre sig til dommer over, særligt ikke hvis modparten ikke ønsker at stille op til interview:

- Vi kan som medie ikke tage ansvar for, hvad inatsisartutmedlemmerne mener om hinanden, om sagen eller om formandens håndtering af sagen. Men vi kan formidle de fakta, vi kan få adgang til, samt kommentarer fra de kilder, der vælger at stille op, påpeger Merete Lindstrøm.

Sermitsiaq.AG forsøger fortsat at få et uddybende interview med Mimi Karlsen til sagen om arbejdsforholdene i Inatsisartut.

Powered by Labrador CMS