Mimi i midten
Spørgetimen, transmitteret i KNR, kommer sikkert til at handle om KNR
Naalakkersuisuts ni medlemmer tager tjansen som skydeskive på onsdagens spørgetime efter tur, og klokken 11.00 er Naalakkersuisuts medlem for familie, kultur, kirke og ligestilling Mimi Karlsen, Inuit Ataqatigiit, mål for en haglbyge af spørgsmål fra salen.
Familie, kultur, kirke og ligestilling rummer mange spørgsmål, men er godt bud på et åbningsspørgsmål er den nationale station KNR, som på grund af dårlig ledelse og uansvarlig økonomi er kommet i uføre.
Demokraternes politiske ordfører Anda Uldum iler den betrængte station til undsætning: Han vil give KNR en pose med 10 millioner kroner for ”at sikre den kritiske journalistik og andre former for public service”.
Pengene vil falde på et tørt sted, men de skal jo komme et sted fra.
Anda Uldum henter pengene hos NGO-organisationen ICC og hos indhandlingstilskuddet til anernes sælskind, men det er ganske uspiseligt for de andre partier.
Mimi Karlsen foreslår som en start, at en uvildig instans undersøger, om KNR i det hele taget lever op til sine forpligtelser overfor seerne og lytterne.
KNR får over finansloven for 2012 et samlet tilskud på 87.871.000 kroner til drift og distribution af TV- og radiosignalet til seerne og lytterne langs kysten.
Spørgetimen med Mimi Karlsen kan følges i KNR.