Millionoverførsel førte til hashdom

Hovedmanden i en større hashsag er blev idømt 10 måneders anstaltsanbringelse. Det fældende bevis var pengeoverførsler i millionklassen fra Grønland til Danmark

Lederen af politiets narkogruppe, Finn Jeppesen (th). Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Kredsretten i Nuuk har idømt hovedmanden i en større narkosag 10 måneders anstaltsanbringelse, fortæller lederen af politiets narkogruppe Finn Jeppesen til Sermitsiaq.AG.

Tidligere er to mænd fra Nuuk, der ligesom hovedmanden er i 20erne, blevet idømt fire og seks måneders anstaltsanbringelse.

Finn Jeppesen fortæller, at mændene er blevet dømt for at have overført store pengebeløb, som menes at stamme fra hashhandel, fra Grønland til Danmark, hvor den nu dømte hovedmand havde taget fast ophold.

Læs "Mange anholdt i stor narkosag"

Læs "To dømt efter anholdelser i tre byer"

Finn Jeppesen vil ikke fortælle, hvor stort det overførte beløb er, men fastslår, at der er tale om et samlet beløb på over én million kroner.

Ifølge Finn Jeppesen er politiets teori, at pengene skal være blevet brugt til at købe ny hash til salg i Grønland.

Mændene blev sammen med flere andre anholdt ved en storstilet aktion i Nuuk, Sisimiut og København i juni. Ved aktionen blev der ikke beslaglagt nogle euroforiserende stoffer.

Læs "Intet beslaglagt ved storaktion"

- Vi må erkende, at vi ikke har fem kilo hash liggende efter aktionen, men til gengæld har pengene været nok til at få dem dømt, siger Finn Jeppesen.

Ifølge Finn Jeppesen er flere personer sigtet i sagen, ligesom flere personer fortsat er på fri fod.

Powered by Labrador CMS