Millioner af kolde kontanter luner
Brugseni har i år valgt at fremrykke udbetaling af dividende

Efter en dyr december med julegaver og et nytår, der skal fejres, fattes folk penge i en lang januar. Derfor har Kalaallit Nunaanni Brugseni i år valgt at fremrykke sin udbetaling af dividende til den 8. januar mod tidligere år i slutningen af januar.
Foran Kalaallit Nunaanni Brugseni i Nuuk stod Sermitsiaq.AG's udsendte, Benny Kokholm, her søndag formiddag parat med kamera, da godt 100 af butikkens godt 8.000 medlemmer stod i kø for komme ind ad døren og op med rulletrappen til 1. sal, hvor medlemmer af Brugseni Nuuks bestyrelse stod klar ved bordene med de grønne kasser fyldt med dividendebreve.
Mod forevisning af gyldigt medlemskort fik folk udleveret deres konvolut med beløbet på deres dividende. Pengene blev sat ind på folks medlemskort, som indtil pengene er brugt kan bruges som betalingskort. De mange kuverter var til for, at medlemmerne kunne se, hvad de havde sparet op.
I år udbetaler Kalaallit Nunaanni Brugseni 6.500.000 kroner i dividende til medlemmerne i de syv byer, hvor butikken har en afdeling: Nanortalik, Qaqortoq, Narsaq, Paamiut, Nuuk, Maniitsoq og Sisimiut.