Million-donation til børn og unge

Kalaallit Røde Korsiat har modtaget en million-donation fra Villum Fonden til grønlandske børn og unge

Lørdag modtog Kalaallit Røde Korsiat en donation på 80.000 kroner fra Arctic Import. Checken blev, på vegne af Arctic Imports ledelse, overrakt af Gitte Fredsbo under en reception i Grønlandsbankens kantine. Foto: Privat
Offentliggjort

Det har været en god weekend for Kalaallit Røde Korsiat, der fejrede sit 20 års-jubilæum som selvstændig afdeling under Dansk Røde Kors i lørdags.

Organisationen har nemlig fået hele to donationer. Den ene på 80.000 kroner fra Arctic Import, som har doneret én krone for hver pose solgt Kaffiooq – og den anden på hele fem millioner kroner fra Villum Fonden.

Mens donationen fra Arctic Import skal gå til Kalaallit Røde Korsiats sociale arbejde i Grønland, er de fem millioner fra Villum Fonden øremærket udsatte børn og unge i Grønland.

Læs "Fejrer jubilæum med heltekåring"

De mange penge skal bruges i samarbejde med Ungdommens Røde Kors og gå til at forbedre vilkårene for udsatte børn og unge og skabe en stærkere frivillighedskultur her i landet.

- Mere end en tredjedel af alle arbejdsløse er unge under 29 år, som helt mangler en uddannelse. Det er en bombe under vores samfund og en ulykkelig situation for de unge, der alt for tidligt har lidt nederlag i skolen. Hvis vi bare kan bidrage med at give denne gruppe nogle sociale kompetencer, der gør det muligt for dem at komme videre, så de kan udnytte de tilbud, der faktisk er, så har vi brugt pengene godt, siger Lissi Olsen fra Kalaallit Røde Korsiat, der er formand for afdelingen i Nuuk.

Powered by Labrador CMS