Militært havneområde bekymrer Sermersooqs borgmester

Borgmester Avaaraq Olsen er skeptisk ved at se forsvaret opruste yderligere i Nuuk. Det er afgørende at inddrage borgere og lokalpolitikere i hovedstadens udvikling, understreger hun som reaktion på planer om orlogskaj.

- Som kommune skal vi naturligvis inddrages i den videre dialog, siger Avaaraq Olsen.
Offentliggjort

Statens planer om en dedikeret orlogskaj til Forsvaret vækker bekymring hos  borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen (IA). 

Borgmesteren frygter, at den øgede militære tilstedeværelse vil ændre Nuuk væsentligt. 

– En større militærbase i havneområdet i Malenebugten vil efter min klare opfattelse ændre Nuuk markant, siger hun. 

Avaaraq Olsen mener, at mange borgere er betænkelige ved den markante rolle, som Forsvaret spiller i byen nu og i fremtiden. 

– Derfor ser jeg med stor forventning frem til, at vi snarest muligt kan blive inddraget i den nødvendige dialog — ikke bare af borgerne, men også af kommunalbestyrelsen og det maritime erhvervsliv, siger hun. 

Ønsker samarbejde

– Jeg ønsker et respektfuldt samarbejde med staten om rigsfællesskabets sikkerhed, men dette samarbejde skal baseres på, at det styrker — ikke svækker — Nuuk som hovedstad.

Orlogskajen kommer i stand som et samarbejde mellem Forsvarsministeriet og Sikuki Nuuk Harbour. Den kan dog også komme anden trafik til gode, når der er plads. 

– En ny orlogskaj i Nuuk er et velkomment dual use-projekt, der også kan bidrage til at understøtte den stigende civile skibstrafik i Nuuk. Det ser jeg meget positivt på, sagde naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt (S) til planerne.

Powered by Labrador CMS