Miki Jacobsen bag nye pengesedler

Den 42-årige kunstner har overtaget opgaven fra Naja Abelsen om at udforme motivet til de kommende grønlandske pengesedler.

Offentliggjort

Efter Nationalbanken i juni stoppede samarbejdet med den i Danmark bosiddende Naja Abelsen, er opgaven med at tegne motiverne til de grønlandske pengesedler gået til Miki Jacobsen, der bor i Nuuk. Det fremgik søndag, hvor kunstneren modtog en opmuntringspris på 10.000 kroner fra Hans Lynge Fonden.

Opgaven med sedlerne foregår i samarbejde med Landstinget og Nationalbanken, og Miki Jacobsen understreger, at der er begrænsninger i forhold til temaerne for pengesedlerne. Det ligger fast, at motiverne skal bestå af kendte fjelde i Grønland, den grønlandske mytologi samt grønlandske nyttedyr.

Hvis det går efter planen, vil de fem planlagte sedler komme på gaden i løbet af næste år og frem til 2012.

Landsstyret har bestemt de overordnede illustrationer på sedlerne. Vandmærket bliver en isbjørn.

På de fem forskellige sedler bliver der tegninger af fjeldene Djævlens Tommelfinger i Nordgrønland, Uummannaq-fjeldet, Pisissarfik i Godthåbsfjorden, Redekammen i Sydgrønland og et fjeld i Tasiilaq.

Dyrene på sedlerne bliver moskusokse, narhval, blåmusling, snespurv og lodde/ammassak.

Powered by Labrador CMS