Mette F: Rigsfællesskabet skal udvikles
I en tale til Folketinget siger statsminister Mette Frederiksen, at både hjemtagne og ikke-hjemtagne områder skal udvikles. Hun understreger også kontaktudvalgets vigtighed på grund af krigen i Ukraine.
Tirsdag holdt statsminister Mette Frederiksen en stor tale i Folketinget i anledning af, at Folketinget tager fat på arbejdet i 2023.
Under talen kom statsministeren med en tak til de nordatlantiske medlemmer for godt samarbejde under forhandlingerne om den nye regering.
SMV-regeringen, som Frederiksen er i spidsen for, har tilsammen 89 mandater, og de fire nordatlantiske mandater er støttepartier og sikre derved et solidt flertal.
Mette Frederiksen kom derefter ind på, at samarbejdet i Kongeriget skal udvikles, og at det skal ske i respekt for hvert af de tre lande:
I respekt for hvert land
- Vi deler ambitionen om at udvikle fællesskabet mellem vores tre lande. I alle aspekter af samarbejdet. På områder, som er overtaget. Og på områder, som Danmark varetager for hele riget.
- Ligeværdigt. Tillidsfuldt. Og med respekt for hvert lands selvstændige identitet, kultur og sprog. Hvor vi finder fælles løsninger. Og sammen ruster os til de forandringer og udfordringer, vi møder, lød det fra statsministeren.
Statsministeren talte også om behovet for kontaktudvalget, som blev oprettet i sidste valgperiode. Her skal lederne af de tre rigsdele mødes for at diskutere udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik:
- Med kontaktudvalget om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken rykker vi tættere sammen. Det er der brug for i en tid, hvor truende kræfter står lige uden for vores dør, sagde Mette Frederiksen fra Folketingets talerstol.
Skelsættende brud
Med de truende kræfter refererede Mette Frederiksen til situationen i Ukraine:
- Krigen var et skelsættende brud med alt det, vi troede, var givet. At freden og friheden var kommet for at blive i Europa. At historien kun kunne gå fremad. Det, ser vi nu, var en illusion, sagde Mette Frederiksen om krigen.
Hun sagde i den forbindelse, at regeringen vil udarbejde en ny udenrigspolitisk strategi for landets sikkerhedspolitiske, værdipolitiske og økonomiske interesser i verden:
- Danmark – og hele rigsfællesskabet – har taget hul på en ny udenrigspolitisk epoke. Som vil kræve noget af os alle, sagde statsministeren.