Merkel melder klar til at lede Tyskland gennem utryg tid

Den tyske forbundskansler genopstiller ved valget til Forbundsdagen i efteråret 2017, siger hun på pressemøde.

Offentliggjort

Den tyske forbundskansler bekræfter på et pressemøde søndag aften, at hun vil genopstille ved valget til Forbundsdagen i 2017.
Bliver Angela Merkel kansler igen, bliver det hendes fjerde periode på posten.
- Jeg har bogstavelig talt tænkt over dette i evigheder. Beslutningen om et fjerde kandidatur har efter 11 år i embedet været alt andet end ligetil, siger Angela Merkel.

- Utrygge tider
Kansleren mener, at det bliver et historisk vanskeligt valg. Det tyske samfund oplever ifølge CDU-lederen en stigende polarisering.
Og det kommer ikke kun til at handle om tyske problemer, understreger Merkel. Hun mener, at de europæiske værdier - og hele "vores måde at leve på" - er udfordret.
- Jeg vil tjene Tyskland i disse vanskelige og utrygge tider. Jeg vil kæmpe for vore værdier og vor levevis, siger kansleren.
Inden pressemødet søndag aften havde Merkel ifølge tyske medier orienteret ledelsen i sit konservative CDU-parti om beslutningen.

Afslutter spekulationer
Merkel har stået i spidsen for Europas største økonomi siden 2005, og der har i de seneste måneder været fremsat spekulationer om hendes politiske fremtid.
Det konservative søsterparti, CSU, bød allerede inden pressemødet Merkels beslutning velkommen.
- Det er godt, at der nu er klarhed, siger CSU-leder Horst Seehofer ifølge nyhedsbureauet dpa.

Tæt på rekord
Merkel har ledet CDU siden 2000. Om knap tre uger holdes der landsmøde i partiet.
Hvis den 62-årige tyske leder bliver siddende på posten i yderligere fire år, kommer hun til at tangere efterkrigstidens rekord af Helmut Kohl. Kohl var tysk kansler i 16 år fra 1982 til 1998.
På søndagens pressemøde bekræftede Angela Merkel også, at hun vil gå efter en fuld regeringsperiode.

Højrefløj i fremgang
Politisk venter der formentlig Merkel en ny virkelighed i Forbundsdagen efter næste valg, hvor højrefløjspartiet Alternative für Deutschland (AfD) ventes at indtage en betydelig del af pladserne i nationalforsamlingen.
Ifølge tyske meningsmålinger er hun en populær leder. Mellem 55 og 60 procent af de adspurgte siger, at de ønsker, at hun fortsætter.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS