Grønlands Politi kan se frem til en væsentlig flere medarbejdere i
årene frem mod 2030.
Det fremgår af den grønlandske justitspakke, som justitsminister Peter
Hummelgaard præsenterede på et pressemøde i Nuuk den 18. august sammen med
naalakkersuisoq for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling,
Naaja H. Nathanielsen.
Grønlands Politi kan se frem til en væsentlig flere medarbejdere i
årene frem mod 2030.
Det fremgår af den grønlandske justitspakke, som justitsminister Peter
Hummelgaard præsenterede på et pressemøde i Nuuk den 18. august sammen med
naalakkersuisoq for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling,
Naaja H. Nathanielsen.
Pakken byder blandt andet på et mål om at øge antallet af medarbejdere
– de såkaldte årsværk – i Grønlands Politi med i alt 31 flere ansatte
fortrinsvis med politiuddannelse. Hertil kommer en styrkelse af
anklagemyndigheden og det forebyggende arbejde, så den samlede udvidelse af
medarbejderstaben ender i nærheden af 50 medarbejdere, anslår politidirektør
Bjørn Tegner Bay, Grønlands Politi, over for Sermitsiaq.
- Nu skal vi jo ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, så vi skal
lige afvente, at pakken bliver vedtaget i Folketinget, før vi kender det
endelige omfang af aftalen, siger direktøren.
- Jeg kan derfor ikke sige præcist, hvor og hvornår de nye kommende
medarbejdere bliver ansat. Vi sætter det hele i værk, lige så snart, det er
muligt.
Mere tryghed og mere synlighed
- Der er ingen tvivl om, at det vil betyde mere tryghed, mere
synlighed, hurtigere reaktionstider og ikke mindst hurtigere sagsbehandling,
siger Bjørn Bay.
Grønlands Politi lægger stor vægt på at være synlige i samfundet.
- Vi prøver så vidt muligt at være ude i gadebilledet. Vores
væsentligste opgave er at skabe tryghed – og derfor er det vigtigt, at vi kan
ses.
- Vi har allerede skruet op for den uniformerede patrulje-indsats i
år, så politiet har været til stede blandt andet ved valgstederne i foråret.
Det har været vigtigt at vise flaget, fordi de internationale begivenheder
skaber usikkerhed. Befolkningen skal vide, at de altid kan stole på Grønlands
Politi – og at vi er der for befolkningen.
Besøg udefra
- Vi er ikke alene. Vi kan altid få assistance fra de andre
politikredse i Kongeriget. Det benyttede vi os blandt andet af både forbindelse
med Vance-besøget, der blev aflyst, og i forbindelse med den franske præsident
Macrons besøg i juni, fortæller Bjørn Bay.
- Nogle vil måske mene, at det har været alt for overvældende, men jeg
kan fortælle, at politiopbuddet ved disse begivenheder faktisk har været markant
mindre, end de ville være ved tilsvarende begivenheder for eksempel i
København.
De nye stillinger i Grønlands Politi vil blive slået op, så alle med
den relevante uddannelse kan søge dem – uanset om de er fra Grønland, Færøerne
eller Danmark. Men Grønlands Politi har en målsætning om at få flere
grønlandsksprogede medarbejdere.
- Især i kontakten med borgere, der er i krise, er det vigtigt med
sproget. Derfor har vi også i år skruet op for indsatsen med at rekruttere nye studerende
til den grønlandske politiskole, forklarer Bjørn Bay.
Flere grønlandsksprogede
Der bliver hvert år uddannet seks til otte nye politibetjente fra
uddannelsen. De seneste år har antallet af grønlandsksprogede politiuddannede medarbejdere
i Grønlands Politi ligget på omkring 87 medarbejdere.
- Vi har været rundt i landet og holdt åbent hus for interesserede på
politistationerne – og det fortsætter vi med, siger politidirektøren.
- I rekrutteringsarbejdet bruger vi især vores yngre medarbejdere, der
er gode til at tale med de unge – og også kan fungere som rollemodeller.
- Det at kunne tale grønlandsk og kendskab til kulturen i Grønland er
naturligvis meget vigtige kompetencer for en politimand i Grønland – det siger
sig selv. Vi er derfor ved at se på, om vi i vores optagelsesprøver til
politiskolen og eksamener kan give de studerende et valg om, hvilket sprog de
foretrækker. Selvom dansk er vores sikkerhedssprog – som engelsk er det i
eksempelvis luftfarten – så tror jeg på, at vi kan gøre flere unge mennesker
interesserede i politiuddannelsen, hvis vi bliver meget mere pragmatiske
omkring sproget.
- Politiet er en speciel arbejdsplads. Vi har altid åbent, og vi har
folk på arbejde altid. Både i weekenderne, ved højtiderne og selvfølgelig også
om natten. Det kan være hårdt for unge mennesker, der skal stifte familie, så
vi må også regne med, at vi har medarbejdere, der føler sig fristet af et job
uden for politiet. Det er svært konkurrere med et tilbud om dagjob og altid fri
i weekender og på helligdage. Men så kan vi heldigvis tilbyde noget andet.
Savner kammeratskabet
- Vi har medarbejdere, der vender tilbage efter et par år i et civilt
arbejde. De fremhæver altid, at de har savnet det åbenlyst meningsfulde i
arbejdet, de meget afvekslende arbejdsopgaver og især kammeratskabet på
stationerne. For når man arbejder så tæt sammen om blandt andet voldsomme og
risikofulde situationer, som man gør i politiet, skal der et særligt sammenhold
til – og det findes ikke tilsvarende på de civile arbejdspladser.
Bjørn Bay anslår, at den grønlandske politiuddannelse skal op på mindst
en halv snes færdiguddannede grønlandske elever om året, hvis målet skal nås.
- Derfor er det vigtigt, at vi styrker rekrutteringsindsatsen.
Men det handler også om andre jobfunktioner end de egentlige
politijobs.
Justitspakken lægger op til, at anklagemyndigheden ved Grønlands
Politi styrkes med henblik på, at størstedelen af politianklagerne på sigt
erstattes af anklagere med en juridisk kandidatuddannelse – i det omfang det er
muligt fra Ilisimatusarfik.
- Historisk set har vores juridisk uddannede anklagere været fra
Danmark. Dette har nok en naturlig sammenhæng med at jurauddannelsen på
Grønlands Universitet er meget ny. Vi kan heldigvis allerede nu mærke en stor
interesse fra grønlandsksprogede jurister og jurastuderende for en karriere hos
os, og de første er allerede ansat. I takt med at vi skal bruge endnu flere
juridisk uddannede anklagere, er det min klare forventning, at mange af de
stillinger kan besættes med grønlandsksprogede kolleger.
Bjørn Bay er glad for den kommende justitspakke.
- Der er lagt op til den største styrkelse af Grønlands Politi
nogensinde. Det er vi glade for, for regeringsudspillet til aftalen viser, at
der er blevet lyttet til vores ønsker.