Mennesker fanget i brændende højhus
Londons brandinspektør siger ifølge AFP, at der er omkommet mennesker ved branden i et 27 etagers højhus. Mindst 30 er kommer til skade
En kolossal brand brød ud i en bygning på 27 etager i det vestlige London før klokken 01.30 natten til onsdag. Det skriver en række britiske medier.
Londons brandinspektør siger ifølge AFP, at der er omkommet mennesker ved branden i højhuset. Inspektøren sætter dog ikke tal på antallet af omkomne.
Branden er her til morgen stadig ikke under kontrol.
London Ambulance Service skriver i en pressemeddelelse, at 30 personer er blevet bragt til fem forskellige hospitaler i London.
Bygningen hedder Grenfell Tower og huser 120 lejligheder. Den ligger på Latimer Road i bydelen White City nær Notting Hill.
Ambulanceberedskabet skrev tidligere, at 20 ambulancer var til stede ved huset.
Ifølge brandvæsnet i London brænder alle etager fra anden sal og op til toppen. Brandvæsnet oplyser, at det blev tilkaldt klokken 01.29 natten til onsdag lokal tid.
På BBC lyder det fra en journalist på stedet, at der muligvis stadig er mennesker i bygningen her til morgen.
The Guardian skriver, at vidner på stedet hørte folk råbe om hjælp fra bygningen, da branden brød ud.
Omkring 200 brandfolk og 44 brandbiler kæmper med at kontrollere branden, skrev Londons brandvæsen natten til onsdag i et tweet.