Mellemamerika på skemaet
I uge 20 får elever på skolerne i Nuuk lejlighed til at høre om at vokse op i Nicaragua, det sker som et led i læsekaravanen
Julie Greve Bendtsen, der kommer fra organisationen IBIS, har i to uger rejst rundt i Nicaragua. Her har hun besøgt nogle af landets børn og forsøgt at danne sig et indtryk af, hvordan det er at være barn i Mellemamerikas fattigste land.
Med billeder, videoklip og fortællinger fra rejsen vil hun i uge 20 besøge alle Nuuks skoler og videregive sine indtryk til de grønlandske skoleelever. Det er tanken, at Læsekaravanen til næste år skal besøge skoler i andre grønlandske byer.
Det er dog ikke kun via læsekaravanen, at skolerne i Grønland kan få kendskab til Nicaraguas børn.
Ibis udgiver hvert år skolebogen LæseRaketten, og siden 2009 har Inerisaavik oversat både bog og dele af den meget udførlige lærervejledning og alle skoler i landet har fået tilsendt den grønlandske AtuaRaket, som kan bruges både i grønlandskundervisningen og tværfagligt i hele skoleforløbet. I bogen kan man læse historier om de børn, som karavanen besøger og få et endnu dybere kendskab til deres liv og hverdag.