Medie: Regeringen vil købe overvågningsfly til patruljering i Grønland
Den danske regering vil købe overvågningsfly for et tocifret milliardbeløb. Flyene skal overvåge farvandet øst for Grønland, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen til TV2.
- Vi bliver nødt til at have et bedre billede af, hvad der sker rundt omkring i Grønland og Færøerne, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (nummer to fra venstre) til TV 2. Biledet er fra et pressemøde mandag på fregatten Niels Juel, hvor blandt andre forsvarsministeren og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, har overværet en del af en større militærøvelse ved Nuuk.
Foto: Morten Okkels
Regeringen vil købe overvågningsfly for et tocifret milliardbeløb, der skal patruljere i Grønland.
Det skriver TV 2.
Der er tale om overvågningsfly af typen Boeing P-8 Poseidon til Forsvaret. Det er i farvandet øst for Grønland, at flyene skal overvåge russiske skibe og ubåde.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) siger til TV 2, at han egentlig helst ser, at Danmark samarbejder med andre Nato-lande for at få mest for pengene og en større fleksibilitet.
- Men hvis ikke det kan lade sig gøre, er jeg også villig til, at vi selv anskaffer p-8-flykapaciteten, der dybest set kan jagte ubåde, siger forsvarsministeren til TV 2 og tilføjer, at trusselsniveauet er stigende.
- Vi bliver nødt til at have et bedre billede af, hvad der sker rundt omkring i Grønland og Færøerne.
Amerikansk overvågningsfly
Flyet er et amerikansk maritimt overvågningsfly. Sverige og Norge råder allerede over denne type fly.
Meldingen om det mulige nye indkøb kommer efter kritik fra USA og under en større dansk oprustning.
I forbindelse med at USA´s præsident Donald Trump udtrykte ønske om at eje og kontrollere Grønland, har han netop kritiseret Danmark for manglende overvågning af farvandene omkring Grønland.
TV 2 skriver, at forslaget inden for de kommende to uger vil blive fremlagt for forsvarsforligskredsen.
Netop forsvarsforligskredsen gav i sidste uge Forsvaret grønt lys til at anskaffe otte mellem- eller langtrækkende, jordbaserede luftforsvarssystemer for mere end 50 milliarder kroner i det største våbenindkøb i danmarkshistorien.