Medaljer så det bat’er
K-33 fra Qaqortoq fik stor succes ved GM i bordtennis. Opskriften er seriøs træning med børn og unge. Se alle resultater
K-33 fra Qaqortoq vandt hold konkurrencerne for piger og drenge, juniorer og oldboys, da grønlandsmesterskaberne i bordtennis blev afviklet i Nuuk. Bat 98 fra Sisimiut fik flest point, da samtlige resultater blev lagt sammen.
Der var en festlig modtagelse i Qaqortoq havn, da de mange grønlandsmestre og medaljevindere fra K-33 kom hjem efter GM i påskeugen. Vejen til succes blev sået blandt børn og unge.
- Vi prioriterer vores arbejde med børn og unge meget højt, hvor vi har træning fire gange om ugen, siger træner for K-33 Gerhard Isaksen til Sermitsiaq.AG.
Han er træner sammen med Henrik Ottosen, hvor de har fordelt arbejdet mellem børn og unge.
Forældre hjælper
Der blev afholdt GM i Qaqortoq sidste år, hvor K-33 fik et godt resultat. Resultatet blev yderligere forbedret i år.
- Vi havde mange nye spillere med sidste år, som var med for at lære. Nu har de fået flere erfaringer og har trænet seriøst hele sæsonen. Vi forventer faktisk endnu bedre resultater næste år, siger Gerhard Isaksen.
- Vi er meget glade for, at forældrene er engagerede under træningen. Vi tager os af nye spillere, som får mulighed for at spille eller lege med bat og bold. Det skal betragtes som en investering for fremtiden, siger Gerhard Isaksen.
Bat 98 fra Sisimiut fik igen et godt resultat. Der er unge Ivik Nielsen blevet så god, at han slog sin storebror Aqqalu Nielsen i finalen og blev grønlandsmester hos seniorer i single. Arnannguaq Lyberth fra Bat 98 blev grønlandsmester i damesingle.
Her er slutstillingen optalt efter point:
1: Bat 98, Sisimiut, 71 point
2: K-1933, Qaqortoq, 64,5 point
3: Nagtoralik, Paamiut, 28 point
4: NNAP, Nuuk, 13 point
5: NAPA 86, Atammik, 11 point
6: NBK-86, Niaqornaarsuk, 10 point
7: Ukaliatsiaq 93, Ittoqqortoormiit, 9,5 point
8: Nagdlunguak N-48, Ilulissat, 3 point
9: TTC 12, Nuuk, 2 point