Masser af ambitioner i Rådet for Menneskerettigheder
Rådet for Menneskerettigheder i Grønland har lige afholdt strategiseminar, hvor rådet drøftede deres ambitioner. Naalakkersuisuts ekstra bevilling har givet pote, og flere projekter er igangsat. Derudover vil rådet arbejde for at oprette en national institution for menneskerettigheder i landet.
Rådet for Menneskerettigheder har netop holdt deres strategiseminar, hvor de drøftede rådets mål for den nærmeste fremtid og på længere sigt. Det er første gang, at det nye råd samles siden konstitueringen i november 2021.
Rådet har fået ekstra en bevilling på i alt 2,4 millioner kroner fra Naalakkersuisut. Tidligere var bevillingen på 915.000 kroner. Den ekstra bevilling har givet pote, da rådet har startet flere projekter op. Det er en lettelse for den nye forkvinde, Qivioq Løvstrøm.
- Der var en god og håbefuld stemning til strategiseminaret. Rådet har i så mange år kæmpet for overlevelse, men med Rådets øgede bevilling på finansloven har vi nu mulighed for rent faktisk at se fremad og planlægge mere end ét år af gangen, siger Qivioq Løvstrøm efter strategiseminaret, som blev holdt den 11. marts.
Det umulige er muligt
Rådet har kortsigtede og langsigtede mål, som skal fremme viden om menneskerettigheder blandt befolkningen. Rådet vil lave oplysningskampagner blandt andet om kvindernes rettigheder, men rådet har en større ambition, som er at oprette et nationalt menneskerettighedsinstitut. I dag varetages flere opgaver i Danmark.
- Ifølge vores lovgivning er Rådet en rådgivende instans, og vi har gennem tiden erfaret at der er behov for mere. Vi har på nuværende tidspunkt ikke har den tilstrækkelige ekspertviden, kapacitet eller de økonomiske foranstaltninger, det kræver at drive vores egen NHRI i Grønland.
- Derfor sætter vi også stor pris på IMR (Institut for Menneskerettigheder) og det arbejde, vi udfører sammen med dem. Det er dog Rådets ambition, at vi med tiden kan opnå de nødvendige kapaciteter og dermed kan få en institution for menneskerettigheder i Grønland, så man selv kan arbejde med og for menneskerettigheder i Grønland. En ambition, som vi aktivt vil arbejde for, understreger Qivioq Løvstrøm.
Udover den store ambition, så er Rådet snart klar med flere projekter, som skal øge befolkningens viden om menneskerettigheder.
- Siden vi startede projektet i september, er vi nået langt og har igangsat mange spændende projekter. Lige nu arbejder vi hårdt på en kampagne omkring rettigheder indenfor ligestilling sammen med Ligestillingsrådet og lokale samarbejdspartnere. Vi kommer til at udgive en læs-let version af konventionen om kvinders rettigheder og vil derudover lave flere videoer om rettigheder i løbet af foråret og sommeren, siger Rådets projektleder Kristina Kristensen efter strategiseminaret.
Rådet mødes igen i maj 2022, hvor det menneskeretslige arbejde endnu engang kommer under behandling.