'Når isen forsvinder’
Martin Breum bliver hædret
DR’s Martin Breum, som blandt andet har skrevet ’Når isen forsvinder’, er den ene af årets to modtagere af Dansk Forfatterforening faglitterære pris
Journalist og forfatter Martin Breum bliver den ene af årets to modtagere af Dansk Forfatterforening faglitterære pris.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse.
Dermed kan DR's Arktis-ekspert og ’Deadline’-vært Martin Breum sammen med tidligere seminarielektor Eigil Holm hver stikke 30.000 kroner i lommen, når prisen i november uddeles for 40. gang.
Martin Breum får prisen for bogen ’Når isen forsvinder – Danmark som stormagt i Arktis, Grønlands rigdomme og kampen om Nordpolen’, som udkom første gang i 2011 på Gyldendal, og igen i marts i år i stærkt opdateret udgave.
Den seneste version af bogen blev til under de syv uger, Martin Breum tilbragte på en isbryder på vej til Nordpolen i 2012. Turen blev efterfølgende også til TV-dokumentaren ’Erobringstogt til Nordpolen’, som DR2 sendte i marts.
Derudover har han – sammen med dokumentaristen Jakob Gottschau – lavet yderligere to tv-dokumentarer om Arktis, som bliver vist på DR2 inden længe.
Fart på Arktis
Udover dokumentarfilmene har Martin Breum lavet en lang række indslag i ’Deadline’ og på mange andre DR-platforme om Arktis i de seneste år.
- Der er fantastisk fart på i Arktis. Se bare de seneste dage: Grønland har ophævet forbuddet mod uranudvinding og siger ja til en jernmine til 14 milliarder – ét af de største industriprojekter i nyere dansk historie. 30 Greenpeace-aktivister er fængslet i Rusland og den olympiske fakkel har netop været på Nordpolen forud for Vinter-OL. Og det er bare toppen af isbjerget. I 2014 gør Danmark og Grønland krav på havbunden ved Nordpolen. Hele vores verdensbillede forandrer sig. Arktis er ikke længere periferi, det en af verdens mest dynamiske regioner, siger Martin Breum til dr.dk.
Priserne bliver overrakt i Dansk Forfatterforening fredag den 29. november.
Eigil Holm, som Martin Breum deler prisen med, får den for at have skabt et overblik over dansk natur i ’Danmarks Naturkanon 1-3’.