Martha: Unge skal inddrages i sund sex
For at imødegå det høje antal af kønssygdomme vil Naalakkersuisoq for Sundhed Martha Abelsen prioritere seksuel sundhed højere ved i langt højere grad at inddrage de unge.
Forebyggelse og sundhedsfremme inden for seksuel sundhed skal tilpasses de forskelle, som findes regionalt i Grønland, mener Naalakkersuisoq for Sundhed Martha Abelsen.
I et paragraf 37 svar til Doris J. Jensen oplyser hun, at ambitionen er at involvere de unge.
Inddragelse gennem skolerne
-Inddragelsen kan blandet andet være igennem skolerne, elevråd og foreningerne, oplyser Martha Abelsen, der fastslår, at sundhedsområdet ikke kan løfte disse problemstillinger alene.
- Uddannelsesområdet skal blandt andre inddrages, så skolerne og uddannelsesinstitutioner får det nødvendige materiale, og lærerne skal klædes på, så de føler, at de har de nødvendige kompetencer til at varetage seksualundervisningen i skolen. Det øgede fokus på emnet skal gøre sund seksualitet til en naturlig del af samfundet, forklarer hun.
Folkesundhedsprogram
Det oplyses også, at sundhedsdepartementet har sat et arbejde i gang, hvor seksuel sundhed skal være en del af det nye folkesundhedsprogram, der skal gælde fra 2020.