Martha Abelsen: Grønland har det overordnede ansvar
Selvom Danmark kommer med en ordentlig pose penge for at forbedre vilkårene for børn og unge i Grønland, så har Grønland ansvaret for at hjælpe de udsatte børn. Det fastslog naalakkersuisoq for sociale anliggende, Martha Abelsen, under et pressemøde torsdag.
Grønland og Danmark har i dag torsdag underskrevet et kommissorium for et arbejde om at styrke indsatsen for udsatte børn og unge i Grønland.
Omsorgssvigt, seksuelle misbrug og misrøgt sættes nu i fokus fra dansk og grønlandsk side. En styregruppe skal finde løsninger – også langsigtede løsninger, for at forbedre børnenes vilkår i landet.
- Bare fordi vi har henvendt og til Danmark og fordi Danmark vil afsætte penge til formålet, så er det ikke ensbetydende med, at Danmark skal gøre hele arbejdet. Ansvaret ligger hos os i Grønland. Kommunerne og departementerne har ansvaret for at gøre arbejdet, slog Martha Abelsen (S) fast under et pressemøde torsdag.
Akutteam
Danmark har sidste måned afsat 5,3 millioner kroner til et akutteam til Tasiilaq, efter der blev sat fokus på seksuelle overgreb på børn og unge med DR’s Dokumentar ”Byen hvor børn forsvinder” og efter, Grønlands Politi har klarlagt omfanget af seksualforbrydelser på børn og unge i Tasiilaq.
Pengene bruges nu til et akutteam, der sendes til Tasiilaq, hvoraf socialrådgivere, terapeuter og mange flere skal arbejde med børn og familier i byen.
Den danske regering ønsker at afsætte 80 millioner kroner, men er klar til at afsætte flere penge, hvis arbejdsgruppen anbefaler mere vidtrækkende tiltag.
- Vi skal ikke kun udføre brandslukning, vi skal også komme til roden af de problemer, der præger hverdagen for mange grønlandske børn og unge, sagde Astrid Krag (Soc).
Udredning
Arbejdsgruppen skal komme med den første afrapportering i december. Den færdige rapport og dertilhørende anbefalinger til det videre arbejde skal afleveres til den danske regering og Naalakkersuisut i den første halvdel af 2020.
- For os er det vigtigt at inddrage kommunerne og alle relevante organisationer under arbejdet, da det er dem, der arbejder tættest på familierne.
Martha Abelsen understregede at en udredning vil ske under kommissoriets arbejde. Boligforhold, arbejdsforhold og andre relevante emner skal klarlægges.
- Børnenes vilkår skal undersøges. Ikke mindst skal behandlingsmuligheder for krænkere undersøges for at undgå fremtidige overgreb, og en mere vidtgående forebyggende indsats skal også klarlægges. Hele arbejdet skal munde ud i anbefalinger som skal tages beslutning til politisk, forklarede Martha Abelsen.
Også styrket efterforskning af overgrebssager er understreget i arbejdsgruppens opgaver.
Arbejdet i departementet for sociale anliggender og justitsområdet fortsætter sideliggende med arbejdsgruppen, så arbejdet ikke startes forfra, oplyste naalakkersuisoq.