Marijuana gøres lovligt i to stater

To amerikanske stater har i forbindelse med præsidentvalget i USA lovliggjort mariujana til rekreativ brug

Marijuana lovliggøres nu i to amerikanske stater. Arkivfoto
Offentliggjort

Vælgerne i de amerikanske delstater Colorado og Washington har ikke bare genvalgt Barack Obama som amerikansk præsident. De to stater har også stemt om lovliggørelsen af marijuana – og i begge stater vil det fremover være lovligt at bruge marijuana rekreativt, altså for sin fornøjelses skyld, skriver CNN.

Marijuana er allerede lovligt i flere amerikanske stater, men her er brugen kun lovlig, når der er tale om medicinsk brug.

Guvernøren i Colorado siger til CNN, at han respekterer vælgers vilje, men at det dog fremadrettet bliver en besværlig proces, fordi marijuana stadig er forbudt ifølge føderal lov.

I Washington, der altså også lovliggør marijuana til rekreativ brug, regner man med at kunne tjene mange penge på lovliggørelsen. Nogle estimater peger på, at det vil føre til øgede skatteindtægter på 500 millioner dollars, hvilket nogle analytikere ifølge CNN dog betvivler.

Delstaten Oregon stemte også om en legalisering af marijuana, men her faldt forslaget med et brag.

Powered by Labrador CMS