se billeder
Mange spørgsmål til Naalakkersuisut på borgermøde
Spørgelysten var stor, da Naalakkersuisut mandag aften holdt borgermøde i kulturhuset Katuaq i Nuuk
Med formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut i spidsen holdt Naalakkersuisut borgermøde i kulturhuset Katuaq i Nuuk mandag aften.
Cirka 100 borgere mødte op.
Aleqa Hammond indledte borgermødet med at præsentere Naalakkersuisuts allerede igangsætte tiltag og planer for de kommende år, herunder Naalakkersuisuts lovforslag til Inatsisartuts forårssamling. Herefter fremlagde de øvrige medlemmer af Naalakkersuisut en kort præsentation af emner under deres ansvarsområder, som er aktuelle under denne Inatsisartut-samling.
Alle Naalakkersuisut-medlemmer på nær naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling Nick Nielsen fra Siumut, som er til Arctic Winter Games, var til stede.
Læs: Naalakkersuisut holder borgermøde i Nuuk
Emnet på borgermødet var koalitionens mål og fremtidige målsætninger.
Spørgelysten var stor efter præsentationerne, hvor de fremmødte stillede spørgsmål til medlemmerne af Naalakkersuisut, og der blev ifølge Aleqa Hammond stillet mange relevante spørgsmål. Spørgsmålene berørte næsten alle de politiske områder og handlede blandt andet om:
- Byggeriet, som optager Nuuks borgere meget grundet den store boligmangel, samt hvordan små private entreprenører kan komme ind på markedet
- Sundhed og langtidsbehandling af patienter i Danmark samt uhelbredeligt syge, der ikke kan behandles her i landet
- Pensionsforhold og hvordan man kan forbedre administrationen
- Hvorfor der bruges tilkaldt arbejdskraft frem for lokale arbejdsløse
- Indsættelse af indhandlingsskibe i Nordgrønland
- Hvordan Naalakkersuisut vil bruge den viden om råstoffer, Naalakkersuisut-medlemmerne har opsamlet på deres rejser
- Hvad det næste tiltag er i forhold til juridisk faderløse
I en kommentar til borgermødet lyder det fra formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond:
- Jeg er glad og tilfreds med borgermødet, hvor tilslutningen var stor. Borgerne havde forskellige og meget relevante spørgsmål, som vi fik mulighed for at forklare og svare på. Jeg og resten af Naalakkersuisut er taknemlig for borgernes interesse og ikke mindst engagement ved at møde op til borgermødet og stille spørgsmål. Det har givet os et billede af, hvad borgerne er optaget af, og vi vil meget gerne forsøge at planlægge med, at vi afholder endnu et borgermøde lige forud for forårssamlingen til næste år.