Tyrkiet
Mange dræbt i nyt formodet selvmordsangreb i Ankara
Over 30 meldes dræbt i en eksplosion søndag i Ankara. Regeringen beskylder den kurdiske gruppe PKK for at stå bag
Dødstallet er steget løbende, og den seneste melding fra de tyrkiske myndigheder er, at mindst 32 er dræbt. Tidligere har en lokal guvernør til CNN Türk sagt, at 75 var såret.
Nyt angreb
Det formodede angreb sker knap en måned efter et blodigt bombeattentat i byen.
Skylden for de to voldsomme angreb placeres af tyrkiske myndigheder hos de samme, nemlig militante kurdere.
- Den indledende undersøgelse viser, at dette angreb tilsyneladende blev udført af enten PKK (Kurdistans Arbejderparti, red.) eller en tilknyttet organisation, siger en officiel kilde til nyhedsbureauet Reuters.
Busstoppested
Eksplosionen skal være sket, da en bil eksploderede ved et busstoppested centralt i byen, rapporterer tyrkisk stats-tv.
Det flugter delvist med en tidligere melding fra stedet, om at eksplosionen skete, da en bil torpederede en bus.
Årsagen til søndagens eksplosion er endnu ikke oplyst fra officielt hold. Lokale medier rapporterer, at der også blev skudt. Det er ikke bekræftet af myndighederne.
Udbrændte biler
Ambulancer er hastet til Kizilay-pladsen, der ligger centralt i byen. Tv-billeder viser ifølge nyhedsbureauet AFP, at der står flere udbrændte biler og en bus på eksplosionsstedet.
Det er kun en måned siden, at omkring 30 mennesker mistede livet, da en bombe gik af nær militærbygninger i hovedstaden.
Tyrkiske myndigheder har sagt, at kurdiske militante stod bag angrebet i februar, da en bil ladet med sprængstoffer eksploderede ved militærbusser.
Øget sikkerhed
Efter angrebet strammede de tyrkiske myndigheder sikkerheden i landet. Blandt andet har man indsat flere betjente i gaderne.
Tyrkiets regering har insisteret på, at selve angrebet blev udført af et medlem af de kurdiske YPG-styrker i et samarbejde med PKK. Det sker, selv om en anden kurdisk gruppe har taget skylden for angrebet.
/ritzau/