Maner til saglig vurdering af dødsfald
Medlem af naalakkersuisut Agathe Fontain vil have omstændighederne omkring dødsfaldet af den 10-årige pige i Narsaq klarlagt.

Medlem af naalakkersuisut Agathe Fontain udtrykker dyb medfølelse til forældrene til den 10-årige pige, der døde af blindtarmsbetændelse den 12. januar i Narsaq. Hun vil have en saglig vurdering af sagen og vil have omstændighederne omkring dødsfaldet klarlagt.
– Det er mig magtpåliggende, at omstændighederne omkring dødsfaldet fuldt ud klarlægges. Det kræver en saglig vurdering. Denne er allerede sat i værk, og vi må afvente forløbet af den. Jeg vil mødes med Landslægen omkring nødvendigheden af eventuelt at ændre arbejdsgange i sundhedsvæsenet, skriver Agathe Fontain i en pressemeddelse.
Hun skriver videre, at personalet på sygehuset i Narsaq er meget berørt af tragedien, særligt de enkelte, der har været personligt involveret i det tragiske forløb.
– Men jeg vil også udtrykke, at jeg har tillid til personalet på sygehuset i Narsaq og til, at de udfører deres store og vigtige arbejde samvittighedsfuldt. Jeg opfatter Narsaq sygehus som velfungerende og veldrevet.
– Det er ikke altid let at være den, der skal tage en afgørelse eller en beslutning – og et sygdomsforløb udvikler sig ikke altid, som vi forventer, ønsker og håber. Tænk også på det, skriver Agathe Fontain.