Manden uden autoritetstro

Ole Aggo Markussen skulle blive 59 år, før han fik sig en uddannelse. I hvert fald en formel én af slagsen. Han er uddannet indenfor IT som en slags mesterlære engang tilbage i 1990’erne, fordi en egentlig uddannelse ikke fandtes dengang. Men det var ikke helt godt nok for ham, selvom han endte som IT-chef i Selvstyret og var der indtil 2002.

Så da han endelig kunne se et treårigt hul for sig, hvor han kunne fokusere på en uddannelse, hoppede han ud som journaliststuderende, som han blev færdig med i sommer.

Han har altid lyttet meget til radio, og som verden har åbnet sig digitalt, lytter han til radio fra hele verden. Politisk radio. Han vil vide, hvilke mekanismer, der er bag en politisk beslutning. Men interessen for journalistik kom faktisk først, da han og hans familie kom tilbage i 2018, efter fire år på Island, hvor hans kone, journalist og Siumutpolitiker Inga Dóra Guðmundsdóttir, blandt andet var generalsekretær for Vestnordisk Råd.

- Det, der slog mig, da vi kom tilbage, var, at der ikke var sket noget. Det, jeg forstod som kritisk, opsøgende, undersøgende journalistik, eksisterede ikke. Der var ingen politisk debat. Det var så stor kontrast til det, jeg så på Island, siger Ole Aggo, der er født og opvokset i Narsaq.

Han prøvede at gøre noget ved det, han syntes, der manglede rent journalistisk, ved at opstarte nyhedssiden nunarput.gl, der kørte i et halvt år med blandt andet det formål, at få mere viden om verden omkring os.

- Hvis vi skal have et samfund, som er åbent, demokratisk og debatterende, så er vi nødt til at snakke sammen. Det var sådan, det var på Island. Medier piblede op over det hele. Her virker det som om politik er bandlyst, her er det ikke normalt at stå ved, at man faktisk har en mening om livet og samfundet. Det er det i alle andre nordiske lande. Det er meget normalt, at islandske medier er politiske, vi ved, hvor de står rent politisk. Hvis du ikke har en indignation, hvordan skal du så kunne arbejde med det politiske stof, spørger han.

Han valgte at tage jobbet som Siumuts partisekretær efter lange overvejelser.

- Jeg ved, at det kan give mig arbejdsmæssige udfordringer i fremtiden, så jeg overvejede meget nøje, om det var den vej, jeg ville gå, siger han.

Skadeligt projekt

Ole Aggo var god i folkeskolen, så god, at han blev udvalgt til at komme i en såkaldt eliteklasse, da de begyndte i 7. klasse. Projektet fra den danske stat var dog på ingen måde en succes, og kørte kun i et år. Men da var skaden sket.

- Det var gift i en så lille skole som vores. Det gav store konflikter i den nye, sammensatte klasse. Projektet fungerede slet ikke og vi reagerede ved at prøve at kontrollere vores lærere, siger han og tilføjer, at de af samme årsag også gled længere og længere væk fra de klassekammerater, der ikke kom i den såkaldte eliteklasse.

De næste skoleår var forvirrende og efter 9. klasse, gik han ud af skolen for at arbejde på fabrik, hvor han nåede at have flere funktioner, inden han et par år senere færdiggjorde 10. klasse.

Men han giver sine første seks år i folkeskolen æren for det livssyn, han stadig har.

- Jeg har spekuleret over, hvordan jeg fandt mit politiske ståsted. Hvad gjorde, at jeg troede på, at Socialdemokratiet i nordisk forstand, var den rigtige måde, at indrette samfundet på. Jeg tror, det var mine lærere, der prægede mig meget i den retning. Jeg ved, at min mor ikke prægede mig, for hun var overhovedet ikke politisk interesseret, siger han.

Navne og traditioner

Ole Aggo har fire søskende. Tre storesøstre, Panêrak’, Anne-Grethe og Kristine og en storebror, Erik, der blev adopteret væk. Han har altid vidst, at han eksisterede, de fik bare aldrig mødt hinanden, og for ti år siden døde broren.

Han og hans søskende har alle forskellige fædre.

- Min mor må have været en frisindet kvinde. Det var ikke normalt dengang og det tror jeg også, at hun har hørt for i tidens løb, men hun valgte at leve sådan og det synes jeg er sejt, siger Ole Aggo Markussen om sin mor, Sêrna, der døde som 87-årig, og fortæller om sin mors specielle navn.

- Når hendes far var træt efter en lang fangsttur med kajak, så satte han sig på et bestemt sted ved Narsaq og spiste planten seernat, på dansk syre, for at tage trætheden og derfor hed hun Sêrna.

Selv er hans navne givet ham fra forfædrene.

- Så jeg har sagt til mig selv, at det eneste navn, jeg kan ændre, er mit efternavn, for det har jeg bare fået. Mine navne kan jeg ikke ændre på. De betyder noget bestemt og tilhører nogen, der har været her længe før mig og er givet mig, siger Ole Aggo, der dog ikke har taget traditionen videre.

Han har syv børn i alderen 12-26. De ældste tre har han med kommunaldirektør i Kommune Kujalleq, Tine Pars. Malik, Mia og Miki. Med Inga Dóra har han Maja, Milo, Maria og Mathilda.

- Jeg ønskede ikke, at vi skulle give dem navne efter et familiemedlem, der er afgået ved døden og jeg ønskede heller ikke, at de skulle have mellemnavne, fortæller han.

Fra det tredje barn har børnene bestemt deres søskendes navne og de valgte at køre M-temaet videre. De tre yngste er de eneste, der har fået mellemnavne, efter deres bedsteforældre, Guðmundur, Benedikte og Sêrna.

Bevidst om egen rolle

Ole Aggo Markussen kender ikke sin far, andet end at han nok var færing og håndværker af en art. Men det har aldrig generet ham, at han ikke kender til ham.

- Det er formentlig derfor, at jeg har så svært med autoriteter, der tror, at de kan bestemme over andre menneskers liv eller bilder sig ind, at samfundet skal være indrettet på en helt bestemt måde. Det kommer måske fra, at jeg kun havde kvindefigurer at se op til under min opvækst og ikke havde nogen form for faderfigur, der fortalte mig, hvad jeg skulle og ikke skulle, siger han.

Men han har også taget det med sig i sin egen rolle som far.

- Jeg var godt klar over, jeg kunne videreføre en manglende faderrolle under opvæksten af mine egne børn. At jeg blev en usynlig, ikke-artikulerende, ikke-deltagende far, så det har jeg prøvet at være meget bevidst om, fortæller han.

- Jeg har prøvet at være en tilstedeværende far, så godt, jeg kunne.

Nogle gange kan det godt irritere ham, at han ikke er mere autoritetstro, end han er, for han mener, at det nogle gange stopper ham fra at leve i nuet.

- Jeg spekulerer altid over, hvad det er, der er i vejen og hvad man måske kan gøre bedre, siger han.

Det var også en af grundene til, at han ellers startede på jurauddannelsen i Aarhus, fordi han ville hjælpe andre. Men det var for firkantet, unuanceret og regelret for ham. Han stoppede efter et par år og gik videre til statsret, men så kom børnene og han valgte at lade uddannelsen gå på standby efter end turnus i statsforfatningsret. Han var på det tidspunkt politisk aktiv i Siumut Ungdom, og hjalp senere nogle landsstyremedlemmer med deres arbejde.

- Jeg havde ikke nogen ambition om, at få en base, jeg kunne gå tilbage til. Også fordi, at min mor ikke forventede eller kom med krav om, at jeg fik en uddannelse. Det var ok, ikke at have en uddannelse, siger han.

Men sådan har han det ikke med sine børn.

- De skal have en uddannelse. Det må selv vælge hvilken én, men de skal færdiggøre en uddannelse. Det er aldrig for sent, siger han bestemt.

AG Uge 34 2021

Klik her for at læse