Mand og kvinde reddet ved Nanortalik
En eftersøgning i Sydgrønland endte lykkeligt mandag formiddag
To personer, en mand og en kvinde, sejlede fra Nanortalik mod bygden Saarloq i en jolle, da de pludselig mistede orienteringen og løb tør for brændstof.
- De to personer blev i dag fundet i god behold og blev fløjet til Qaqortoq, fremgår det af pressemeddelelsen fra Grønlands Politi.
Heldigvis havde manden og kvinden fortalt et familiemedlem, hvor de skulle hen, og hvornår de ville komme tilbage fra sejlturen. Da de ikke var vendt hjem søndag som aftalt, henvendte familiemedlemmet sig til politiet mandag morgen, hvor en eftersøgning blev opstartet, oplyses det.
Større eftersøgning
I eftersøgningen deltog politiets kutter samt Arktisk Kommandos inspektionsfartøj Ejnar Mikkelsen, som afsøgte ruten. Derudover blev Arktisk Kommandos challenger-fly indsat til at overflyve det område, som de to personer skulle være sejlet i, fremhæves det.
- Grønlands Politi rekvirerede ligeledes Air Greenlands Bell 212-helikopter for at overflyve området og lede efter de to personer. I formiddags omkring klokken 10, fik politiet i helikopteren radiokontakt til de to savnede personer, fremhæves det.
Tæt tåge
Manden og kvinden har forklaret til politiet, at de havde mistet orienteringen på grund af tågen og derfor farede vild.
- De havde forsøgt at finde hjem til Saarloq, men løb undervejs tør for brændstof. Heldigvis havde de medbragt VHF-radio. Det gjorde, at de kunne komme i radiokontakt med Aasiaat Radio og politiet, og derigennem kunne fortælle, hvor de var, lyder det.