Mand og kvinde løslades i drabssag

Læger siger, at 45-årig kvinde fra Odense muligvis stak sig selv til døde i maj

Det er i denne opgang på Rødegårdsvej i Odense, at den 45-årige kvinde døde. Foto: Knud Fl. Larsen
Offentliggjort

En mand og en kvinde fra Odense bliver nu renset i en drabssag efter at have været varetægtsfængslet siden maj.

Anklagemyndigheden er nået til den konklusion, at der ikke er beviser mod de to, som nu er blevet løsladt, skriver Fyens Stiftstidende lørdag.

Det var 4. maj om morgenen, at Severine Møller blev fundet død af knivstik i en lejlighed på Rødegaardsvej.

Nu vurderer anklagemyndigheden altså, at det er muligt, at den 45-årige kvinde begik selvmord.

Og det er præcis den forklaring, som kvindens kæreste kom med i grundlovsforhøret i Svendborg 4. maj om aftenen.

Men både den 31-årige mand og Severine Møllers veninde blev altså varetægtsfængslet for drab.

Møller var blevet ramt fem gange med kniven, og det ene knivstik var dødeligt, fordi det gik gennem hjertet.

Vicestatsadvokat Claus Guldbrand siger til Fyens Stiftstidende, at det er muligt, at kvinden stak sig selv.

Læs også: Drabssigtet løsladt efter fem måneder

Læs også: Fængslede: Hun stak sig selv

Læs også: Politianklager kræver fire uger

Læs også: Kæmpeskænderi før drab

- I den første rapport fra Retsmedicinsk Institut i Odense var der så stor usikkerhed om, hvorvidt skaderne kunne være påført selv, at vi bad Retslægerådet om at vurdere sagen en gang mere ud fra de samme oplysninger, siger han.

Også eksperterne i Retslægerådet var usikre, og derefter er konklusionen, at de to mistænkte ikke skal tiltales.

Severine Møllers kæreste fortalte i maj, at hun havde sagt, at hun ville tage livet af sig med køkkenkniven.

I tiden op til hendes død var der en del larm og druk i lejligheden, og flere naboer klagede.

Powered by Labrador CMS