Mand kom til at sætte ild til sin båd
En mand fra Ilulissat ville tænde sin bådvarme - istedet kom han til at sætte ild til sin båd

Branden skete i Aasiaat, søndag morgen.
En mand fra Ilulissat var så uheldig i weekenden, at han kom til at sætte ild til sin 17 fods speedbåd.
– Manden var taget til Aasiaat for at deltage i Rock-festivalen. Søndag morgen ville han tage hjem til Ilulissat. Det var koldt og han frøs og derfor ville han tænde sin bådvarme, siger stationsleder i Aasiaat, Gert Jacobsen.
– Han var vistnok kommet til at hælde ved siden af og havde uheldigvis antændt sin båd. Båden var tøjret ved siden af en masse andre både. For at der ikke skulle ske skade på de andre både havde han skubbet sin båd ud i vandet. Men det resulterede i, at båden drev hen til to andre både og satte ild til dem også. Der skete dog ikke den store skade på de to andre både, siger Gert Jacobsen.