Nuuk
Mand dømt til forvaring på ubestemt tid
En mand fra Nuuk kan nu se frem til en forvaringsdom, efter han er blevet dømt skyldig i blandt andet drabsforsøg samt flere tilfælde af vold og trusler
En 34-årig mand fra Nuuk er onsdag blevet idømt en forvaring på ubestemt tid.
Manden har været tiltalt for flere forhold om drabsforsøg samt flere tilfælde af vold og trusler.
Grønlands Landsret afsagde dommen onsdag, og manden blev dømt til anbringelse på ubestemt tid på psykiatrisk ledet anstalt under Kriminalforsorgen i Danmark.
Landsrettens dom var en stadfæstelse af Sermersooq Kredsrets dom, oplyser senioranklager Tobias Berg i en pressemeddelelse.
Brutalt overfald
Drabsforsøget fandt sted den 6. august i 2015 ved Centrum Grillen i Nuuk, hvor den dømte med både slag i hovedet med en sten og knivstik i nakken angreb en anden mand, som slap med overfladiske skrammer. Den dømte har været tilbageholdt siden drabsforsøget.
- Vi er i anklagemyndigheden tilfredse med landsrettens dom, som nu sætter punktum for sagen. Vi er også tilfredse med, at landsretten var enig med anklagemyndigheden i, at der blandt andet henset til hans mange tidligere domme for vold, skulle ske anbringelse på ubestemt tid på psykiatrisk ledet anstalt under Kriminalforsorgen i Danmark, siger Tobias Berg i en pressemeddelelse.